​Etihad i nyt partnerskab med fem selskaber

Etihad har dannet et partnerskab med fem af de flyselskaber, de har ejerandele i. Det betyder, airberlin nu både er med i oneworld alliancen og Etihad Airways Partners.

Airberlin, Air Serbia, Air Seychelles, Jet Airways, Darwin Airlines og Etihad selv. Det er de seks flyselskaber, som nu er en del af Etihad Airways Partners. Det blev en realitet, da det Abu Dhabi-baserede Etihad Airways i denne uge præsenterede gruppen med de fem andre selskaber, som de enten helt eller delvist har ejerskab i.

”Vi udvider vores forretningsmodel for at udtrykke og definere et partnerforslag til ligesindede luftfartselskaber, som på den ene side vil resultere i synergi og effektivisering for de selskaber, der deltager, og på den anden side forstærke valget af netværk, service og fordele for hyppigt rejsende,” siger James Hogan, der er koncernchef for Etihad Airways.

Det nye partnerskab betyder, at et selskab som tyske airberlin kommer til at være med i både oneworld alliancen og den nye gruppe med Etihad i spidsen.

Men det er ifølge Etihad ikke noget problem. De skriver således i en pressemeddelelse, at alle flyselskaber kan blive medlem af deres partnerskab, uanset om de også er med i en af de tre alliancer, der allerede eksisterer – nemlig SkyTeam, oneworld og Star Alliance.

Og det selvom Etihad Airways Partners kan tyde på at være mere forpligtende end de tre andre grupperinger. De skaber et samarbejde med fælles netværk og fartplaner, udvikling af produkter og services sammen og desuden fælles værdier i de forskellige selskaber.

Partnerskab eller alliance
Etihad Airways Partners har en del til fælles med de tre alliancer, der allerede eksisterer, ved at de tilbyder kunderne synkroniserede flyveplaner og fordele til de passagerer, der er flyver mest.

At kalde det nye initiativ en alliance er Etihad dog ikke helt enige i. De ser det som et partnerskab mellem ligesindede flyselskaber, som ønsker at skabe et stærkt samarbejde og fælles værdier. Og på den måde kunne konkurrere med de andre selskaber.

”Alliancernes model er fragmenteret. Vi tror, at et partnerskab er bedre, med stærke codeshare forhold og aktieinvesteringer,” siger James Hogan til Reuters.

Han mener, at det stærke samarbejde i deres partnerskab betyder, at de kan samarbejde mere end de tre globale alliancer. James Hogan fokuserer på, at selskaberne får flere fælles træk, kan tilbyde kunderne gode flyforbindelser og samles om at opdatere kabinedesign, flymaden og deres kundeservice.

Etihad har gennem længere tid været i gang med at ekspandere deres luftfartsselskab. De har opkøbt andele af selskaber fra hele verden og har nu delt ejerskab i flere luftfartselskaber i både Europa og resten af verden – blandt andet tæt på 30 procent i airberlin, 40 procent af Air Seychelles og for nylig også 49 procent af italienske Alitalia, som dog ikke er blevet en del af partnerskabet endnu.