Qatar Airways Boeing Boeing 787 Dreamliner fra Qatar Airways i Københavns Lufthavn. (Foto: Andreas Krog)

​Qatar Airways udvider på CPH-rute

Til februar udvider Qatar Airways sin betjening af ruten mellem København og Doha fra syv til 11 ugentlige flyvninger. Alle flyvninger bliver med Dreamliner-fly.

Qatar Airways bliver det første af de to fremadstormende mellemøstselskaber Emirates og Qatar Airways til at udvide fra en til to daglige flyvninger til København fra deres supertrafikknudepunkter i henholdsvis Dubai og Doha.

Fra 1. februar udvider Qatar Airways sin rute mellem København og Doha fra syv til 11 ugentlige flyvninger, når selskabet begynder at flyve fire ugentlige aftenflyvninger oveni i de nuværende flyvninger alle ugens dage. Det erfarer CHECK-IN.dk.

På mandage, tirsdage, torsdage og søndage vil selskabets Boeing 787 Dreamlinere lette fra Doha kl. 13.30 og ankomme til Københavns Lufthavn kl. 18.15. Klokken 21.15 går turen tilbage og flyet ankomme til Dohas nye store Hamad-lufthavn kl. 05.15 næste morgen. Dermed kan passagererne nemt nå bølgen af morgenfly videre fra Doha til Asien og Afrika.

Større fleksibilitet
At der bliver tale om aftenflyvninger glæder Københavns Lufthavn.

”Qatars fire aftenafgange giver en klar forbedring af tilgængeligheden til Mellemøsten, Afrika og Asien. Hovedparten af vores trafik mod Mellemøsten og Asien ligger som eftermiddagsafgange, og dermed giver aftenafgangene et bredere udbud og en større fleksibilitet,” siger pressechef i Københavns Lufthavn, Søren Hedegaard Nielsen, til CHECK-IN.dk.

I dag flyver Qatar Airways med Boeing 787 Dreamliner-fly fra København kl. 10.05 på tirsdage, torsdage og lørdage. På ugens øvrige fire dage flyves fra København kl. 14.50.

Samtidig med udvidelsen på Københavnsruten, så indsætter Qatar Airways også tre nye flyvninger på selskabets rute fra Doha til Stockholm, hvortil selskabet flyver en gang dagligt på alle ugens dage. Det bliver fra 1. februar næste år suppleret af tre aftenafgange fra Stockholm kl. 21.10 på mandage, tirsdage og lørdage.

Større fly
Selvom Qatar Airways gjorde sin entre i Københavns Lufthavn næsten halvandet år før rivalerne fra Emirates, så har Emirates tiltrukket sig mest opmærksom og været det af de to selskaber, der har haft størst vækst i antallet af passagerer. Det har blandt andet kunnet aflæses i, at selskabet igen og igen har sat større fly ind på ruten til Dubai, som flyves en gang om dagen på alle ugens dage. I dag bruger selskabet sit næststørste langdistancefly på ruten, en Boeing 777-300ER. Kun selskabets Airbus A380-800 dobbeltdækkerfly kan tage flere passagerer. Og den flytype er Københavns Lufthavn endnu ikke 100 procent klar til at modtage på fast jævnlig basis.

Derfor har der længe været spekuleret i hvornår Emirates kunne tænkes at udvide antallet af flyvninger og indsætte en flyvning nummer to på visse af ugens dage. I forbindelse med skolernes vinterferie i år fløj selskabet dog to gange dagligt på tre lørdage.

Men nu bliver det så konkurrenterne fra Qatar der kommer først med to daglige flyvninger på fast basis, ligesom Qatar Airways også var det første af de to selskaber til at starte flyvninger til København.

Qatar Airways’ fartplan fra 1. februar 2015 på Doha – København. De fire nye rotationer er QR163/QR164.

Rutenummer Afgang Ankomst Dage Flytype
QR161 DOH 02.25 CPH 07.15 246 788
QR162 CPH 09.55 DOH 17.55 246 788
QR159 DOH 08.20 CPH 13.05 1357 788
QR160 CPH 14.40 DOH 22.40 1357 788
QR163 DOH 13.30 CPH 18.15 1247 788
QR164 CPH 21.15 DOH 05.15(+1) 1247 788