​Erstatningssager for Højesteret

Primera Air har fået grønt lys til at føre fire sager om erstatning for flyforsinkelser til Højesteret. Selskabet har tabt sagerne i både byret og landret.

Højesteret kan begynde at forberede sig på at høre om kabinetryk, brændstofpumper, handlingagenter og andet med relation til flyvning og luftfartsbranchen. Det danske charterflyselskab Primera Air har nemlig fået grønt lys af Procesbevillingsnævnet til at tage fire sager om kompensation i forbindelse med flyforsinkelser til Højesteret.

Primera Air har tidligere tabt sagerne i byretten og er blevet dømt til at betale kompensation til en gruppe passagerer i henhold til EU’s forordning 261. I november sidste år stadfæstede Østre Landsret byrettens afgørelse.

Men det var man ikke tilfreds med hos Primera Air, der derfor bad Procesbevillingsnævnet om en såkaldt appeltilladelse. Den gør, at en sag, der ikke ellers ville kunne ankes eller kæres, kan indbringes for en højere retsinstans. Appeltilladelse forudsætter, at sagen rejser spørgsmål af principiel karakter, eller at særlige grunde taler for tilladelse. Og det mener nævnet gør sig gældende i de fire sager om erstatning for flyforsinkelser. Derfor har man givet grønt lys til at sagerne kan appelleres til Højesteret.

Hos brancheforeningen Dansk Luftfart følger man sagerne tæt. Det er nemlig ikke bare Primera Air, der slås med passagerernes erstatningskrav som følge af forordning 261. Det er et problem alle større danske flyselskaber støder ind i.

Skade på cargodør
I tre af sagerne var forsinkelserne begrundet med tekniske fejl i form af fejl ved flyets sensorer, som måler trykket i kabinen, lækage i flyets brændstofpumpe og fejl ved flyets såkaldte PSEU-system, som fortæller om positionen af flaps og døre. I den fjerde sag skyldtes forsinkelsen en skade på flyets cargodør forårsaget af en handlingagent, der på vegne Primera Air foretog lastning af flyet.

Landsretten fandt, at fejlene i de tre første sager ikke var af en sådan karakter, at de afledte forsinkelser skyldtes usædvanlige omstændigheder, således som begrebet beskrives i forordning 261 og fortolkes af EU-Domstolen. I den fjerde sag med påkørsel af flyet fandt landsretten på tilsvarende vis, at skaden ikke var af en sådan karakter, at forsinkelsen skyldtes usædvanlige omstændigheder.

Højesteret. Foto: Per Johansen.