1,3 mia. kroner for letbane fra Vejle til Billund

Det vil koste op imod 1,3 mia. kroner at etablere en letbane fra Vejle til Billund Lufthavn. En letbane vil dog ikke være rentabel, men lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen mener, at det er en politisk diskussion, der ikke kan gøres op på en regnemaskine.

Den 26. november 2010 indgik den tidligere VK-regering en bred trafikaftale støttet af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance.

I “aftale om bedre mobilitet“ blev det blandt andet besluttet at gennemføre en forundersøgelse af banebetjening af Billund Lufthavn.

Trafikstyrelsen har netop offentliggjort rapporten, der opererer med to løsninger, der begge tager udgangspunkt i en østlig linjeføring rettet mod Vejle. Der er tale om en jernbaneløsning via Jelling med en rejsetid på 29 minutter eller en letbaneløsning fra Vejle, der vil kunne skære seks minutter af rejsetiden til blot 23 minutter.

“Jeg synes, at det er godt, at det er blevet undersøgt. Den rigtige løsning er letbane-løsningen fra Vejle. Nu foreligger der en undersøgelse, og nu har vi noget som vi kan tale med hinanden om. En lufthavn bør have en ordentlig kollektiv trafikbetjening,“ siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen fra det kommunalt ejede aktieselskab, der driver lufthavnen.

Ikke samfundsøkonomisk rentabel
Trafikstyrelsens rapport konkluderer, at anlægsomkostningerne vil løbe op i 1,22 mia. kroner for letbane-løsningen til Billund Lufthavn. Men for blot 70 mio. kroner mere får man til en samlet pris af 1,29 mia. kroner en forlængelse til Billund by og dermed Legoland og Lalandia.

Med en forventning om to afgange i timen vil der i år 2030 kunne være 1,2 mio. årlige passagerer på strækningen. Men der skal syv gange så mange passagerer til for at gøre løsningen samfundsøkonomisk rentabel og tre gange så mange passagerer for at sikre en rentabel løsning, hvis linjeføringen forlænges til Billund by. Det vil således kræve et årligt driftstilskud på ca. 50 mio. kroner, for at det vil kunne løbe rundt.

“Det er sjældent, at det er en god forretning at lave kollektiv trafik. Men det er vigtigt at fokusere på, at en letbane også vil kunne betjene andre kundsegmenter samt bidrage med miljømæssige fordeleog skabe regional udvikling. Ser man udelukkende på cost-benefit analysen er det for snævert. Det er i sidste ende en politisk diskussion, som ikke kan gøres op på en regnemaskine,“ mener lufthavnsdirektøren. Han anerkender dog samtidig, at Trafikstyrelsen har løst opgaven i henhold til det opdrag, som man har fået.

Mangler storby
Rapporten peger også på, at der ikke findes eksempler på baneløsninger i udenlandske lufthavne af samne størrelse, hvor der skal anlægges en bane over så stor afstand uden at der er en storby i nærheden. I tilsvarende udenlandske løsninger er der en storby med en befolkning på op til 500.000 indbyggere i den umiddelbare nærhed. Nærmeste storby er Vejle med 50.000 indbyggere, mens Aarhus med sine 300.000 indbyggere ligger omkring 100 kilometer nordøst for lufthavnen.

Kjeld Zacho Jørgensen erkender storby-problematikken, men henviser til, at landet i dag rent geografisk ser ud som det gør, og lufthavnenes placering ligeså.

“Næste skridt er, at hovedinteressenterne sætter sig sammen og søger dialog med Folketinget og ministre,“ forklarer lufthavnsdirektøren om den videre proces. Hovedinteressenterne er udover Billund Lufthavni denne forbindelse Vejle og Billund kommuner, Region Syddanmark, DSB, Legoland, Lalandia samt større virksomheder i regionen.