Ryanairs flåde består af Boeing 737-800 fly (Foto: Ryanair)

144 nye Ryanair-ruter

Til efteråret åbner Europas største flyselskab 144 nye ruter, øger betjeningen af 51 ruter og konverterer et stort antal sommerruter til helårsruter.

Der er vist ingen tvivl om at Ryanairs topchef Michael O’Leary godt kan lide at komme til København og gøre grin med både SAS, Københavns overborgmester og de danske fagforeninger, sådan som han gjorde det ved et velbesøgt pressemøde i sidste uge, hvor selskabet også annoncerede to nye CPH-ruter i vintersæsonen 2017/2018.

For hvis det reelt handlede om at skabe opmærksomhed omkring selskabets nye ruter, så var den karismatiske topchefs tid formentlig bedre brugt andre steder i Europa, hvor Ryanair også åbner nye ruter. For de to nye CPH-ruter til Sevilla og Liverpool får nemlig følgeskab af ikke mindre end 142 andre nye ruter på kryds og tværs af Europa. Det skriver airlineroute.net.

Under maksimalt pres
Flest nye ruter åbner Ryanair i Frankfurt Airport, hvor de fire ruter, som selskabet åbner senere i denne måned, når selskabet får debut i Europas femtestørste lufthavn, bliver suppleret med yderligere 20 ruter fra slutningen af oktober. Fra en række andre tyske lufthavne inklusiv Berlin Schönefeld, Hamborg, Memmingen, Nürnberg, Karlsruhe og Bremen åbner Ryanair i alt 28 nye ruter. Et klart signal om selskabets fokus på Tyskland og på at sætte Lufthansa og kriseplagede airberlin under maksimalt pres.

Den polske provinsby Krakow får 14 nye Ryanair-ruter. Edinburgh får 10 nye ruter. Det samme gælder Eilat Ovda-lufthavnen i Israel og Sevilla i Spanien. Derudover åbner selskabet på kryds og tværs af Europa med afstikkere til Nordafrika. Således åbner Ryanair i alt 10 nye ruter til de tre marokkanske byer Tanger, Fez og Marrakech.

Tre nye jyske ruter
Blandt de 144 nye ruter indgår også nye ruter mellem Aalborg og London Stansted, mellem Billund og Berlin samt mellem Aarhus og Gdansk. Ruter, som Ryanair vil betjene fra slutningen af oktober henholdsvis tre, fire og to gange om ugen.

Tidtabellen har hidtil ikke været tilgængelig på de nye jyske udenrigsruter, men Ryanair afslører nu, at Aalborg-ruten til London-Stansted afgår tirsdag, torsdag og lørdag kl. 09.55 fra den nordjyske lufthavn, mens returrejsen foregår kl. 06.50 om morgenen. På Gdansk-ruten til Aarhus flyver Ryanair fra den polske lufthavn kl. 06.30 om torsdagen med returflyvning kl. 08.10 fra Aarhus, mens søndags-afgangen er lagt kl. 16.05 fra Gdansk, mens flyet går tilbage fra Aarhus Lufthavn kl. 17.45.  Fra Billund flyves der mandag, onsdag, fredag og søndag til Berlin kl. 11.55, mens det ankommende fly er afgået fra Berlin-Schönefeld kl. 10.20.

200 mio. passagerer
Ved siden af de 144 nye ruter, så gør Ryanair 58 sommerruter til helårsruter. Desuden øges antallet af ugentlige frekvenser på 51 ruter inklusiv ruten mellem Edinburgh og København, hvor Ryanair skruer op fra fire til fem ugentlige flyvninger.

Ryanair har i alt 350 Boeing 737-800 fly samt yderligere 115 nye eksemplarer på vej. Desuden har selskabet bestilt 100 Boeing 737MAX med option på yderligere 100. I 2024 er det planen, at selskabet skal have 546 fly, der transporterer 200 mio. passagerer.

Se alle nye Ryanair-ruter her.

 

Relaterede artikler:

København får igen Liverpool-rute

Ryanair med gigantoprustning i Frankfurt

Lufthansa og Ryanair tørner sammen i Frankfurt

Ryanair og co. på power shopping i Paris