SAS A320-200 i Københavns Lufthavn. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

15 nye SAS-ruter fra Skandinavien

Sommertrafikprogrammet 2017 rummer 15 nye SAS-ruter, hvoraf seks af ruterne udgår fra henholdsvis København, Aalborg og Aarhus.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle vil SAS åbne en helårsrute fra København til Færøerne fra slutningen af marts måned, når sommertrafikprogrammet træder i kraft. Men udover ruten til Færøerne, er der flere rutenyheder på vej fra SAS.

SAS åbner også en helårsrute fra København til Riga, således at selskabet kommer i direkte konkurrence med airBaltic, som var en del af SAS-gruppen frem til 2009. SAS åbnede for 11 måneder siden ruter fra Stockholm, Oslo og København til Tallinn efter Estonian Airs konkurs, så nu er selskabet godt på vej tilbage til Baltikum.

Der er også blevet plads til nye sæsonruter, idet SAS i sommersæsonen vil flyve fra København til Malta samt Olbia på Sardinien. I tillæg til de nye ruter fra Københavns Lufthavn vil SAS i højsæsonen øge antallet af sæder og afgange til Málaga, Faro og Palma de Mallorca fra den danske hovedstadslufthavn. Der bliver også flere afgange på helårsruterne fra København til Zürich, Geneve, Gdansk og Hamborg.

“Vi ved, at vores frekvente rejsende også foretrækker os, når de rejser på ferie. Derfor har vi de seneste år med stor succes styrket tilbuddet til populære feriedestinationer, og det fortsætter vi med, Vi udvikler og justerer løbende vores rutenetværk for at følge vores kunders efterspørgsel, ønsker samt eventyrlyst,”siger Lars Sandahl Sørensen, der er koncerndriftsdirektør i SAS.

To nye jyske ruter
SAS har også valgt at kaste blikket mod Vestdanmark. Fra Aalborg Lufthavn vil SAS åbne en ny helårsrute til Oslo, mens Aarhus Lufthavn får en sommerrute til Málaga på programmet. Netop den spanske rute fra Aarhus Lufthavn er en smule overraskende, da SAS for blot få uger siden meddelte, at man havde opgivet fritidsruter fra den østjyske lufthavn efter, at en ny Mallorca-rute i denne sommer ikke udviklede sig som forventet.

“SAS har flere destinationer og afgange end noget andet skandinavisk flyselskab, og vi fortsætter med at forbedre tilbuddet til vores kunder,” siger Lars Sandahl Sørensen.

 

FAKTA

Helårsruter:

København- Færøerne: Første afgang 26 marts 2017, daglig
København-Riga: Første afgang 26. marts 2017: to gange dagligt, alle dage undtagen lørdag
Aalborg-Oslo: Første afgang 26 marts, alle dage undtagen mandag og lørdag

Sommerhøjsæsonsruter:

København-Malta: fra den 25, juni – 13. august, afgang tirsdag, fredag og søndag
København-Olbia: Fra 24. juni – 05 august, afgang onsdag og lørdag
Aarhus-Malaga: Fra 2. juli – 6. august, afgang søndag

 

Relaterede artikler:

SAS åbner CPH-rute til Færøerne

SAS opgiver fritidsruter fra Aarhus Lufthavn

Fire nye SAS-helårsruter fra København

SAS vender tilbage til Riga

Aalborg Lufthavn: Stort marked i Norge