Foto: Midtjyllands Lufthavn.

160 buspassagerer forhindrer busrute til lufthavn

Midtrafik vil ikke lade bussen fra Viborg til Herning køre via Midtjyllands Lufthavn, da 160 buspassagerer hver dag vil få ni minutter længere transporttid.

Ni midt- og vestjyske ejerkommuner driver i dag Midtjyllands Lufthavn, der har indenrigsruten til København som sit vigtigste aktiv suppleret af charterflyvninger til to græske destinationer i højsæsonen.

Men lufthavnen har længe været utilfreds med tilgængeligheden, da der ikke er offentlig transport til lufthavnen fra det relativt store geografiske område, som lufthavnen betjener. Ejerkommunerne er i dag Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skive, Struer og Viborg Kommune, og der er ingen bustransport til lufthavnen fra nogle af byerne i de pågældende kommuner.

Derimod koster en lufthavnstaxa eksempelvis 300 kroner fra Silkeborg, 450 kroner fra Holstebro og 775 kroner fra Lemvig.

Vil ikke omlægge rute
Midtjyllands Lufthavn har længe forsøgt at overbevist trafikselskabet Midttrafik om, at man bør omlægge busrute 53, der kører mellem Viborg og Herning via Karup by, til at slå et smut omkring lufthavnen, så der kan sikres busbetjening fra to af de vigtigste byer omkring lufthavnen. Men Midttrafik oplyste ved seneste høring i begyndelsen af 2017, at det ville betyde, at omkring 160 daglige kunder på ruten ville få en øget køretid på ni minutter per tur, mens 40 kunder om dagen skulle henvises til et andet stoppested.

Herudover har COWI i en tidligere rapport anslået, at det kun er omkring 10 procent af flykunderne, der er potentielle buskunder. I forhold til passagertallene for 2016 svarer det til omkring 15.000 rejsende på årsbasis.

“Midttrafik vurderer derfor at en eventuel tilgang af kunder fra Midtjyllands Lufthavn ikke vil opveje tabet af en del af de nuværende 200 kunder, der vil blive påvirket af ændringen,” hedder det i forklaringen fra Midttrafik.

Vigtigt med offentlig transport
Den forklaring er lufthavnschef Frans Bjørn Thygesen fra Midtjyllands Lufthavn ikke enig i.

“Det er ikke rimeligt, at 160 daglige kunder skal forhindre, at lufthavnen får en busrute, så lufthavnen for regionen kan udvikle sig. Jeg tror ikke, at tallene holder stik. Midttrafik får det til at lyde som om, at folk pendler mellem Viborg og Herning. Hovedparten står af og på undervejs, og som jeg vurderer det, går det nogenlunde op med fordele og ulemper,” siger Frans Bjørn Thygesen til CHECK-IN.dk.

Lufthavnschefen peger også på, at en ruteomlægning kan gøres mere praktisk og anderledes en de forudsætninger, som Midttrafik har medtaget.

“Det er vigtigt for lufthavnen, at der er offentlig transport til og fra lufthavnen, og der er et større potentiale, end man egentlig regner med,” mener Frans Bjørn-Thygesen.

Ifølge lufthavnschefen bygger den nye nationale luftfartsstrategi på, at man skal gøre mere for udenlandske rejsende, der eksempelvis kommer ind i landet via Københavns Lufthavn. I Midtjyllands Lufthavn vil man derfor have svært ved at tage imod dem, hvis man blot kan flyve til en lufthavn i Midtjylland uden at kunne komme videre derfra.

“De fleste har en forventning om, at der er kollektiv trafik til lufthavnen,” fastslår chefen for den midtjyske lufthavn.

Billig teletaxa
I Midtjyllands Lufthavn er man dog glade for den såkaldte teletaxa-ordning, hvor kommunerne i Holstebro og Viborg giver økonomisk støtte til transport med private vognmænd til og fra lufthavnen. En teletaxa fra Holstebro til Midtjyllands Lufthavn koster således kun 50 kroner, mens turen fra Viborg kan gøres for 40 kroner.

“Teletaxa er alletiders for pendlerne, men alle andre kan ikke finde ud af, at man skal ringe en time før og bestille transporten,” siger Frans Bjørn-Thygesen.

 

Relaterede artikler:

Flere charterflyvninger fra Midtjylland

Fortsat fremgang i Midtjylland

DAT øger med 25 procent i Midtjyllands Lufthavn

Rejseplanen A/S er positiv over for indenrigsfly

Optimisme forud for midtjysk charterdebut

x

Læs Også

Vil sætte fokus på sikkerhedsomkostninger i CPH

Transportminister Ole Birk Olesen vil sætte Københavns Lufthavns opgørelse af sikkerhedsomkostninger under lup i forbindelse med de kommende takstforhandlinger.

Mere charterflyvning til Midtjyllands Lufthavn

Bravo Tours og Apollo lover, at der også kommer charterflyvninger fra Midtjyllands Lufthavn i 2018. Kunderne ønsker dog en helt anden destination end i 2017.

Lavprisflyselskaber peger på risici ved egne metoder

Ryanair og Norwegian er medforfattere på en guide til at håndtere de sikkerhedsrisici, som kan være forbundet med de nye forretningsmodeller i luftfarten.

Norwegian lukker Berlin-rute fra København

Konkurrencen er hård mellem de fire flyselskaber, der flyver mellem København og Berlin, og nu trækker Norwegian sig.

Kendte til bevæbnede vagter i to måneder

Trafikstyrelsen vidste i mere end to måneder, at iranske Mahan Air brugte ulovlige bevæbnede vagter på sine fly. Alligevel greb styrelsen ikke ind.

Hemmelighedskræmmeri bag støttekroner til flyruter

I 2015 og 2016 har ni flyselskaber fået andel i offentlig markedsføringsstøtte fra Global Connected, og sekretariatet hos Wonderful Copenhagen ønsker at hemmeligholde beløbene.