Lange køer i Barcelona El Prat (Foto: Marie-Hélène Paré ´Twitter)

25 strejker på vej i spanske lufthavne

Fra den 15. september og resten af året er der udsigt til 25 strejkedage i de spanske lufthavne, der drives af operatøren AENA.

Der er udsigt til et varmt efterår i de spanske lufthavne, der drives af den nationale lufthavnsoperatør AENA (Aeropuertos Españoles y Navegación Aérea). Der er nemlig udsigt til omfattende strejker i op til 48 spanske lufthavne fra midten af september og frem til årets udgang.

Det er medlemmer af Spaniens største fagforening CCOO (Comisiones Obreras) samt fagforeningerne UGT og USE, der er utilfredse med løn- og arbejdsvilkår i de spanske lufthavne. Det skriver spanske medier. Derfor har fagforeningerne varslet i alt 25 heldagsstrejker, der begynder den 15. september og varer ved frem til den 30. december i år. Hver strejkedag varer 24 timer.

Strejkedagene er nøje udvalgt, så man rammer ind i weekender og helligdagsperioder, og listen ser således ud:

  • 15-17-22-24-29-30 september
  • 1-6-11-15-27-30-31 oktober
  • 3-5 november
  • 1-4-5-7-8-10-26-27-28-29-30 december

Overskud vokser og personalestyrken reduceres
AENA sagde i midten af august, at man håbede at kunne nå frem til en aftale med fagforeningerne. Der er tale om 73.000 ansatte hos AENA i de spanske lufthavne, og de er af den opfattelse, at mens selskabets overskud voksede med 40 procent sidste år, så er antallet af deltidsaftaler steget til 17 procent, mens AENA nægter at udvide arbejdsstyrken med 450 permanente fuldtidsjobs.

I forvejen har driften gennem længere tid været forstyrret i Barcelona El-Prat lufthavnen, der er næststørste lufthavn i Spanien og den syvende største i Europa. Her har passagererne oplevet lange køer i sikkerhedskontrollen som følge af en strejke blandt sikkerhedspersonalet fra Eulen Seguridad. Terrorhandlingerne i sidste uge i Barcelona, fik dog personalet hos Eulen til at afblæse strejkerne i et par dage.

Fra Danmark betjener rute- og charterflyselskaber 15 af de samlet 48 spanske lufthavne, der drives af AENA. Der er tale om Alicante, Almeira, Barcelona, Fuerteventura, Girona-Costa Brava, Ibiza, Lanzarote, La Palma, Las Palmas, Madrid, Málaga, Menorca, Palma de Mallorca, Tenerife og Valencia.

 

Relaterede artikler:

Normal flytrafik til Barcelona

Spansk flyvelederstrejke kan give forsinkelser

Disse spanske lufthavne rammes af strejker