Norwegian Boeing 737-800 i Københavns Lufthavn. (Foto: Arne V. Petersen)

3.000 danske luftfartsansatte klar til sympatistrejke

Serviceforbundet vil lade 3.000 danske medlemmer indlede sympatikonflikt mod Norwegian om to uger. Store LO-forbund som 3F og HK kan tænkes at følge trop.

Konflikten mellem Norwegian og selskabets skandinaviske piloter kan meget snart eskalere kraftigt og få store indvirkninger på Norwegians operation i Københavns Lufthavn.

Serviceforbundet, der er en del af LO-familien, varsler nemlig nu, at de agter at iværksætte en dansk sympatikonflikt, der skal træde i kraft om 14 dage. Det vedtog forbundet på et møde torsdag formiddag.

”Jeg vil antage, at 3000 medlemmer kan blive involveret i en eventuel sympatistrejke – heraf 2000 medlemmer med funktioner i luften.Her i huset dækker vi både kabine og cockpit. Vi kan også udvide sympatistrejken til visse dele af security i lufthavnen,” siger John Dybart, formand for Serviceforbundet, til tv2.dk.

Dermed vil den trafik, som Norwegian formår at gennemføre ved hjælp af engelske og spanske piloter og indlejede fly fra andre selskaber sandsynligvis kunne blokeres.

Forbundet er en paraplyorganisation for blandt andet Flyvebranchens Personale Union og Vagt- og sikkerhedsfunktionærerne. Førstnævnte organiserer piloter og kabinepersonale i en række danske luftfartsselskaber. Sidstnævnte organiserer blandt andet security-personalet i Københavns Lufthavn.

”Vi er det første LO-forbund, der har taget taget den her beslutning, fordi vi har fået en henvendelse fra det norske forbund Parat. Det, Norwegian vil tilbyde de strejkende, er så horribelt, at det udløser fuld solidaritet,” siger John Dybart til tv2.dk.

Følge i fodsporet
Det er meget usædvanligt, at danske fagforeninger varsler sympatikonflikter i sager, der vedrører udenlandske konflikter. I det aktuelle tilfælde forholder det sig imidlertid sådan, at den norske fagforening Parat, der ligger i konflikt med Norwegian, organiserer Norwegian-piloter og -stewardesser i både Norge, Sverige og Danmark.

LO-familien tæller foruden Serviceforbundet også store fagforeninger som HK og 3F, der har mange medlemmer i lufthavnsvirksomheder som handlingselskaber og lignende. Det er derfor ikke utænkeligt, at de store fagforbund vil følge i Serviceforbundets fodspor og tage initiativ til sympatikonflikter, som vil betyde, at Norwegian ikke kan få passagerer checket ind eller kufferter lastet ombord på flyene.