8.000 kilometer i Boeing 737-fly

Når Primo Tours den 5. januar næste år sender de første gæster afsted til Maldiverne, sker det i et 148 personers Boeing 737-fly fra Jet Time.

Når man skal rejse langt, foretrækker mange at sidde ombord i et langdistancefly, der er indrettet med en mere rummelig kabine og større gangarealer. Herudover byder langdistanceflyene typisk også på avanceret inflight-entertainment, så flyveturen ikke bliver for lang.

Ulempen ved de store fly er til gengæld, at de ikke kan lande i de mindre lufthavne. Dermed bliver der flere stop undervejs, og flyveturen bliver dermed længere.

Netop derfor har Primo Tours valgt at benytte et Boeing 737-700 fly fra Jet Time til de kommende charteroperationer til Maldiverne. Her vil det nemlig være muligt at lande direkte på øen Maamigili, der har en landingsbane på 1.800 meter.

Boeing-flyet er et mellemdistancefly med 148 sæder, og har som udgangspunkt hverken rækkevidde eller optimal indretning til langdistanceflyvninger.

Flyveturen fra Billund via Dubai til Maldiverne er på omkring 8.000 kilometer, og et Boeing 737-700 fly har fuldt lastet en rækkevidde på omkring 4.800 kilometer. Derfor er det nødvendigt at gøre et fuelstop undervejs. Til gengæld kræver flyet blot en startbane på 1.750 meter for at kunne komme i luften til en fire timers flyvning til Dubai.

“Det vil altid være en afvejning mellem brændstof og passagerer. Primo Tours ønsker naturligvis et fyldt fly med 148 sæder, hvilket samtidig begrænser rækkevidden, da vi ikke kan fylde tanken og samtidig komme i luften fra en bane på 1.800 meter,“ fortæller administrerende direktør Klaus Ren fra Jet Time til CHECK-IN.dk.

737 mere velegnet end A320
Primo Tours samarbejder i forvejen med Danish Air Transport (DAT) der i løbet af 2014 vil modtage sit første Airbus A320-fly, der skal flyve seriecharter for den Ringkøbing-baserede charterarrangør. Men A320-flyet har ikke samme egenskaber som Jet Time´s Boeing-fly, hvorfor DAT ikke har ønsket at byde på opgaven.

Derfor er der også tilfredshed at spore hos Jet Time-direktøren ved at kunne løse opgaven for Primo Tours.

“Vi er superglade for at have Primo Tours tilbage i folden igen på denne specifikke opgave,“ siger Klaus Ren.

Jet Time´s inflight-specialister skal i de kommende måneder finde ud af, hvordan man tilrettelægger den lange flyvetur, så passagererne får en behaglige oplevelse. Der skal mere vand ombord, serveres flere måltider og antallet af medbragte PMP-medieafspillere skal formentlig udvides.

Endelig skal der besluttes detaljer omkring crew-rotation, der forventes at finde sted i Dubai, hvortil Jet Time allerede flyver for Star Tour og andre rejsearrangører.

Korteste rejsetid
De øvrige danske rejsearrangører tilbyder transport med rutefly til Malé International Airport på Hulhulé-øen på den nordlige Malé-atol og derfra videre med lokalt fly.Primo Tours kan tilbyde kunderne en rejsetid på 11 timer og 30 minutter via Dubai direkte til den nyopførte lufthavn på øen Maamigili.

Hurtigste ruteflyforbindelse fra København til Malé er med Austrian via Wien. Her er flyvetiden på 11 timer og 50 minutter. Rejser man med Qatar Airways via Doha, SWISS via Zürich eller Turkish Airlines via Istanbul ligger rejsetiden på mellem 13 og 14 timer. Og vælger man Emirates via Dubai kommer den samlede rejsetid op på 14 timer og 30 minutter.

Herudover kommer så turen med en lille flyvemaskine til en af de ni øvrige lufthavne på de 26 atoller og næsten 1.200 småøer, hvoraf 200 er ubeboede. Alternativet er en vandflyver til de småøer, der ikke har egen lufthavn.

Dermed kommer danske turister til Maldiverne til at gøre op med sig selv, om de vil tage turen til ferieøen på Maldiverne i et mellemdistancefly med teknisk stop i Dubai, eller om de vil rejse med et langdistancefly med flyskifte undervejs til Malé og derfra videre med et lille fly til deres respektive ferieø.