Bøder til spisesteder i Københavns Lufthavn

Det står generelt godt til med hygiejne og kvalitet i de mange spisesteder i de danske lufthavne. Derimod halter det i Københavns Lufthavn hos Le Sommelier samt hos Starbucks, hvor personalet ikke har haft adgang til at vaske hænder.

Skal man ud på en 10 timer lang flyrejse, kan det være en god idé forinden at tanke op med lidt mad og drikke afhængig af hvilken serviceklasse, man rejser på.

Men for at undgå, at flyrejsen bliver et mareridt på grund af uønskede bakterier i mavesækken, kan det godt betale sig at kigge nærmere på de kontrolrapporter, som Fødevarestyrelsen har udarbejdet for det enkelte spisested. Det er nemlig ikke alle udbydere af mad og drikke i lufthavnene, der formår at leve op til hygiejnekravene.

CHECK-IN.dk har taget en rundtur i de større danske lufthavne, og i Billund, Aalborg og Aarhus er der elite-smileys hele vejen rundt. Anderledes ser det ud i Københavns Lufthavn, der samtidig har et meget stort antal spisesteder.

Ved kontrolbesøg i 2014 har der været problemer hos Le Sommelier Bar & Bistro samt hos Starbucks i terminal 2.

Le Sommelier Bar & Bistro er en bistroudgave af den velrenommerede restaurant Le Sommelier i Bredgade, der er ejet af den kendte franske gourmetkok Francis Cardenau.Trods sin position som en af de mest stabile og fremtrædende gastronomiske profiler i Danmark med “Bib Gourmand“ udmærkelse i Michelinguiden, har Le Sommelier´s lufthavnsbistro alligevel erhvervet sig en sur Smiley fra Fødevarestyrelsen.

Det skete efter et kontrolbesøg den 31. januar, hvor fødevarekontrollanten kunne konstatere, at opbevaringstemperaturen for fersk fisk var 9,8 grader målt med en luftføler. Herudover blev personalet vejledt i afdækning af brød i kundeområdet samt instrueret i rengøring af skyllearme i opvaskemaskinen samt afkalkning af isterningmaskinen.

Det kostede en bøde på 10.000 kroner samt et ekstraordinært kontrolbesøg, der blev foretaget den 7. marts uden anmærkninger. CHECK-IN.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Le Sommelier til Fødevarestyrelsens kontrolbesøg.

Ingen adgang til håndvask
Men det er ikke blot hos Le Sommelier Bar & Bistro, at Fødevarestyrelsen har været nødt til at sende et bødeforlæg. Det er også tilfældet hos Starbucks i terminal 2. Her kunne Fødevarestyrelsens kontrollant den 8. januar konstatere, at håndvasken i opvaskeområdet var defekt uden mulighed for adgang til rindende koldt og varmt vand.

Personalet kunne meddele, at det var fejlmeldt en uge forinden. Herudover måtte Fødevarestyrelsen indskærpe, at renligheden skulle forbedres. Der lå støv på hylderne samt på isterningemaskine og køleskab, men stik til opvask og gulv i opvaskeområdet samt vaske var snavsede. Personalet blev pålagt at gøre rent med det samme.

Problemerne hos Starbucks medførte en indskærpelse og et nyt afgiftsbelagt kontrolbesøg, der blev foretaget den 17. februar. Her kunne man konstatere, at håndvasken i opvaskeområdet denne gang var blokeret, så det ikke var muligt at vaske hænder. Et bødeforlæg på 10.000 kroner blev fremsendt, men fødevarekontrollanten måtte samtidig konstatere, at gulv, stik til rent service samt skyllevask fortsat var snavsede. Endnu et gebyrbelagt kontrolbesøg blev annonceret, og ved et besøg den 26. marts er forholdene nu bragt i orden.

Vigtigt for lufthavnens image
Hos Københavns Lufthavn er man meget opmærksom på at sikre, at kvalitet og service hos lufthavnens spisesteder holder et højt niveau.

“Udover tilsynet fra Fødevarekontrollen samt virksomhedernes egenkontrol, foretager lufthavnen også en slags kontrol via ‘mystery shopping’. Her kigger vi dog alene på produkternes kvalitet og serviceniveauet hos spisestederne, men det er vigtigt for lufthavnens image, at man kan være sikker på kvalitet og hygiejne,“ forklarer pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavn.