Ingen piloter til premiereflyvning fra Island

Greenland Express Air måtte aflyse tirsdagens premiereflyvning fra Keflavik til København, da operatøren ikke havde piloter til rådighed til at gennemføre flyvningen.

Tirsdag tog Greenland Express Air hul på den længe ventede premiereflyvning fra Danmark via Island til Grønland med et Fokker F100-fly fra det hollandske flyselskab Denim Air.

Flyet forlod Aalborg Lufthavn planmæssigt med blot 15 betalende passagerer ombord. Herefter gik turen via København til Keflavik Lufthavn på Island, hvorfra der ventede en rundtur til Narsarsuaq. Også denne del af flyvningen forløb uden problemer og i henhold til tidtabellen. Men herefter gik det galt.

Den planlagte flyvning fra Keflavik via København til Aalborg skulle nemlig gennemføres med en ny besætning af hensyn til hviletidsbestemmelserne. Men Denim Air havde tilsyneladende ingen besætning til rådighed, hvorfor flyet måtte blive stående i Keflavik fra tirsdag aften til onsdag morgen kl. 08.00.

Dermed blev Greenland Express Air tvunget til at indkvartere passagererne på Hotel Keflavik nær den islandske hovedstad. Det var naturligvis ikke populært hos de relativt få passagerer. Således skriver Niels Tækker Jensen på Facebook-siden hos Greenland Express Air:

“Min kone er med på denne første flyvning fra Narsarsuaq til København, da hun skal til en vigtig undersøgelse på hospitalet i Glostrup i morgen kl. 11.00 (i dag, red.). Da hun kommer ind i flyet i Narsarsuaq får hun oplyst, at de ikke kan nå til Danmark i aften (tirsdag, red.), men skal overnatte i Keflavik på Island. Hun vil først komme til Danmark i morgen (i dag, red.) kl. 13.00 og misser dermed sin aftale på sygehuset. Jeg har bedt Greenland Express på deres e-mail adresse om en forholdsordre. Desværre er den oplyste e-mail adresse på hjemmesiden ikke aktiv og kan ikke kontaktes. Telefonen svarer heller ikke.“

Indkvarteret på firestjernet hotel
Hos administrerende direktør Gert Brask fra Greenland Express Air er der stor ærgelse over aflysningen på den første flyvning fra Island til Danmark.

“Vi havde gjort Denim Air opmærksom på, at de skulle huske at sende en besætning op til Keflavik, men de har angivet en strejke hos Icelandair som årsag til, at de ikke kunne få besætningen frem til tiden. Vi kan kun beklage over for vores passagerer,“ siger Gert Brask til CHECK-IN.dk.

Gert Brask oplyser, at der blot var tale om 11 passagerer og at alle er blevet indkvarteret på det firestjernede Hotel Keflavik med en treretters menu.

Den svage efterspørgsel har i øvrigt betydet, at Greenland Express Air kun vil gennemføre yderligere tre flyvninger i resten af juni måned. Der flyves den 19., 25. og 30. juni, inden der vil blive udbudt daglige flyvninger fra højsæsonens start den 1. juli.

“Nu gælder det om at få udviklingen vendt, så vi kan kigge fremad,“ sagde den skuffede luftfartsiværksætter, da CHECK-IN.dk fangede ham tirsdag aften.

x

Læs Også

(DK) Director of Sales til Københavns nye prestige hotel

  Ønsker du at være med på en spændende rejse og være en del af ...

Vækstdirektør stopper i SAS

Norske Eivind Roald, der tidligere var kommerciel koncerndirektør i SAS, forlader det skandinaviske flyselskab til fordel for et job i en svensk kapitalfond.

Lufthavnsdirektør er fratrådt

Trods rekordvækst i Vágar Lufthavn er Jákup Sverri Kass torsdag fratrådt som lufthavnsdirektør efter gensidig aftale med bestyrelsen.

Endnu en sæson med usikkerhed om Delta-flytype

Delta Air Lines ser foreløbigt ud til at skulle benytte 226-sæders Boeing 767-300ER på sommerruten mellem New York-JFK og København.

Dansk selskab køber nye Bombardier-fly

Det Billund-baserede flyleasingselskab Nordic Aviation Capital har underskrevet en aftale med Bombardier om køb af to nye Q400-fly.

Emirates investerer i hurtigere WiFi

Kunderne hos Emirates kan se frem til internethastigheder på helt op til 50 megabit, når det mellemøstlige flyselskab får leveret de nye Boeing 777X-fly i 2020.