Næsten 900.000 har hentet SAS-fødselsdagsbarn

I det første år af sin levetid er SAS’ app blevet hentet ned på smartphones og tablets tæt ved 900.000 gange.

SAS var bestemt ikke ”first mover”, da de i april sidste år langt om længe kunne sende en app til smartphones og tablets på gaden. Flere år efter konkurrenterne og efter adskillige måneders tilløb. Men da selskabet først var kommet ud af den digitale startboks, så er det gået over stok og sten. Således er app’en i det første år af sin levetid blevet downloadet 860.000 gange til SAS-kunders smartphones og tablets.

Da den først blev tilgængelig var der tale om en lidt banal app med et fersk design og kun de allermest basale funktionaliteter. De innovative løsninger, som ellers i mange år har været SAS’ varemærke inden for teknologi og selvbetjeningsløsninger, glimrede ved deres fravær.

Unikke muligheder
App’en er løbende blevet opdateret og opgraderet. I den seneste version 1.9 er det ikke længere nødvendigt at logge ind for at booke billetter. Det er dog stadig hurtigere og lettere at booke, når man er logget ind. Det giver desuden mulighed for at gemme personlige informationer og kreditkortoplysninger til næste gang.

Der er dog overordnet set stadig tale om gennemsnitlig app sammenlignet med konkurrenternes apps. Og med begrænset udnyttelse af de unikke muligheder som en app giver. Her kunne flyselskabet godt lære noget af eksempelvis Københavns Lufthavn. Her har man blandt andet gjort meget ud af at gøre app’en til et navigationsværktøj for de passagerer, der har svært ved at finde vej fra sikkerhedskontrollen gennem lufthavnens butiksjungle til deres gates.

App’en fik i slutningen af sidste år en lillesøster i form af en anden app, der er skræddersyet til tablets og som på en lækker måde præsenterer gode tilbud og spændende destinationer til inspiration for kunderne.