Seks danskerfly til Le Mans

For fjerde år i træk sender Air Affairs flest fly fra Danmark til 24-timers motorløbet i Le Mans, og derudover udvider flymæglervirksomheden i år med fokus på Formel 1.

Den nordjyske flymæglervirksomhed Air Affairs har i flere år sendt fly af sted til 24-timersløbet i Le Mans, og i år vil seks danske fly til Frankrig. Det gør igen Air Affairs til branchens mest foretrukne Le Mans-flymægler.

Det forventes, at der i forbindelse med løbet lander omkring 150 fly i Aéroport du Mans. Air Affairs sender i samarbejde med Grand Prix Tours fem mindre fly direkte til Le Mans, hvor landingen foregår langs kørebanens opløbsstrækning og er en speciel oplevelse for motorsportsfans.

Der er tale om et Jet Time ATR 72-fly ud af Københavns Lufthavn, tre JoinJets Dornier328-fly fra Billund og en privat businessjet med otte passagerer.

Ejer og direktør i Air Affairs, Henrik Færch, melder om stor interesse for rejserne:

”Vi har fået af vide af Grand Prix Tours, at der kun er meget få pladser tilbage på flyene til Le Mans. I øjeblikket forhører vi os hos DAT om muligheden for et ekstra fly, men det er svært at finde kapacitet på grund af lufthavnens størrelse.“

Aéroport du Mans adskiller sig fra de fleste andre lufthavne, idet landingsbanen blot er 1.420 meter. Til sammenligning er banerne i Billund og Københavns Lufthavn mere end 3.000 meter lange og den korte bane i Le Mans gør, at det ikke er muligt at benytte fly med mere end 95 sæder.

Air Affairs samarbejder i år også med K-Rejser om et Boeing 737-fly fra Billund til Angers omkring 70 km fra Le Mans. Det er første gang, at Air Affairs også sender fly til Angers, og dette giver mulighed for endnu flere danskere langs barriererne, da Boeing 737’eren fra Jet Time har plads til 148 passagerer.

Ny service til kunderne
Normalt er trafikken Aéroport du Mans stærkt begrænset, og medarbejderstaben øges fra de normale syv til 70 personer under løbet. Derudover har flyvepladsen ingen check-in pulte og blot to scannere og et enkelt bagagebånd, hvor man selv sætter bagagen på.

Henrik Færch fortæller, at Air Affairs tilbyder en ny service på rejsen direkte til Le Mans. Check-in af bagage og komplet paskontrol foregår ude i campinglejrene i stedet for i lufthavnen, og på den måde sikres en hurtig afvikling af rejsen. Afgangstiderne på flyene lejet af Air Affairs er ideelle for virksomheder, da afrejse er fredag og hjemkomst søndag aften, og på den måde kan medarbejdere være tilbage på arbejde igen mandag morgen.

Stigende interesse for Formel 1
Hobro-drengen Tom Kristensen har gennem sine resultater på banen sikret, at Le Mans har haft en stabil interesse igennem mange år. Men lige nu er der en markant stigende interesse mod Formel 1, hvor Kevin Magnussen har fået en sensationel start

Derfor har Air Affairs i samarbejde med Travel Sense arrangeret en tur til det klassiske Formel 1-løb på Monza-banen i Italien til september.

Det er DAT, der skal flyve danske motorsportsinteresserede til Monza-løbet. Det sker med et stort MD83-fly for Travel Sense samt et ATR72-fly for en kunde, der har købt en privatcharter. Air Affairs forventer i alt at sende 220 personer til Monza, og den store interesse gør, at ejer Henrik Færch overfor CHECK-IN.dk ikke udelukker, at man kan komme til at sende endnu et fly afsted.

Air Affairs arrangerede i 2009 en lignende tur sammen med Travel Sense, og Thomas Bjerregaard fra Travel Sense beretter til CHECK-IN.dk, at interessen for Formel 1 i Danmark er fire-femdoblet alene på grund af Kevin Magnussen.