Udsigt til kaos i Newark-lufthavnen

Fra den 1. maj til den 15. juli vil AirTrain i Newark-lufthavnen være lukket på grund af reparationsarbejde. Det vil blandt påvirke SAS-passagerer på de 26 ugentlige afgange mellem Skandinavien og New York.

I løbet af de kommende måneder vil der være i tusindvis af skandinaver, der rejser til Newark-lufthavnen ved New York med SAS fra enten København, Stockholm eller Oslo.

Men det vil være en god idé at kalkulere med ekstra tid på transport fra lufthavnen til New York City eller mellem de tre terminaler i lufthavnen. Fra den 1. maj til og med den 15. juli gennemføres nemlig et større renoveringsarbejde på skinnenettet, som benyttes af AirTrain, der kører mellem terminalerne samt til og fra Newark Penn Station.

Da lufthavnens jernbanestation vil være lukket i de 75 dage, som renovationsarbejdet er planlagt til, vil det ikke være muligt at benytte Amtrak-togforbindelser samt tog fra NJ Transit. I stedet skal passagererne med bus mellem terminalerne og videre til Newark Penn Station.

Newark Liberty International Airport drives ligesom de øvrige storlufthavne i New York af Port Authority of New York & New Jersey. Her har man allerede modtaget massiv kritik fra hyppigt rejsende newyorkere, der står uforstående overfor, at reparationen af det 10 kilometer lange skinnenet skal foregå i højsæsonen, hvor lufthavnen er relativt hårdt belastet.

Lufthavnen advarer da også passagerne om, at man skal beregne ekstra rejsetid ved terminalskifte samt ved transport til og fra lufthavnen, hvis man havde forventet at benytte NJ Transit eller Amtrak direkte til lufthavnens jernbanestation.

Berygtet for forsinkelser
I forvejen er Newark-lufthavnen berygtet for sine massive forsinkelser. Lufthavnen er den tredje mindst punktlige blandt de 29 største lufthavne i USA. Kun syv ud af 10 flyvninger fra Newark gennemføres til tiden, mens det ser værre ud med ankomsterne. Her er 40 procent af samtlige flyvninger forsinkede ved ankomsten til Newark Liberty International Airport.

Ønsker man at køre i tog til lufthavnen under reparationsperioden vil det være muligt at køre til Newark Penn Station og derfra tage de indsatte busser til lufthavnens tre terminaler.

Det vil også være muligt at køre i bus til Newark-lufthavnen via NJ Transit på linjerne 28, 37, 62, 67 og 107 eller via Newark Airport Express fra West Side eller Bryant Park i den amerikanske millionby.