Luftfoto Aalborg Lufthavn (2014)

Aalborg Lufthavn kan få tidlig julegave

Etableringen af en jernbane til Aalborg Lufthavn forventes vedtaget i Folketinget den 15. december, men projektet bliver samtidig et år forsinket.

Køreplanen for “L15 Forslag til lov om etablering af en ny jernbane til Aalborg Lufthavn med tilhørende anlæg” synes at ligge klar. Efter førstebehandlingen i Folketinget den 5. oktober blev lovforslaget sendt til udvalgsbehandling i Transport- og Bygningsudvalget, og her er man så langt, at man forventer, at lovforslaget kan vedtages i Folketingssalen torsdag den 15. december, inden politikerne går på juleferie.

Dermed er der udsigt til, at Aalborg Lufthavn kan få en tidlig julegave, hvis jernbanen til lufthavnen vedtages ni dage før juleaftensdag. Men når julegaven pakkes ud, er det ikke helt i overensstemmelse, hvad der har stået på ønskesedlen hos den nordjyske lufthavn. Her håbede man nemlig, at en jernbane fra Lindholm kunne stå færdig i 2019, men projektet ser ud til at blive et år forsinket til 2020.

Det skyldes, at udviklingen af det nye signalprogram er forsinket, hvorfor der vil være store økonomiske besparelser ved ved at tilpasse ibrugtagningen af den nye jernbane til indførelsen af det nye signalprogram. Ved at koordinere ibrugtagningen af den nye jernbane med udrulningen af signalprogrammet skal omkostninger til sikringsanlæg kun afholdes én gang, hvorved man undgår en fordyrelse af projektet.

Den lille forsinkelse bekymrer dog ikke lufthavnsdirektør Søren Svendsen, der overordnet set er glad for, at jernbanen kommer til Aalborg Lufthavn. Således har han heller ikke lyst til at kommentere på projektet i øvrigt.

“Jeg synes, at vi skal lade Folketinget arbejde i fred og ro. Det går åbenbart godt på den måde,” siger Søren Svendsen til CHECK-IN.dk.

Nødtvungen støtte fra den yderste venstrefløj
Jernbaneprojektet til den nordjyske lufthavn har bred opbakning i folketingssalen. Kredsen af forligspartier, der 21. marts 2013 afsatte 276 mio. kroner til projektet samt de øvrige partier, går alle ind for lovforslaget.

Enhedslisten samt Alternativet var ikke en del af forligskredsen, men begge partier bakker nødtvunget op om forslaget, selv om de to partier har svært ved at støtte noget, der indirekte styrker flytrafikken.

“Som en af de mest svinende transportformer, man næsten kan tænke sig, står flytrafik ikke just øverst på Enhedslistens prioriteringsliste, når der skal investeres i kollektive transportformer. Men vi må nok erkende, at flytrafikken er kommet for at blive,” konstaterede Enhedslisten transportordfører Henning Hyllested under førstebehandlingen.

Ikke overraskende fik han opbakning fra transportordfører Roger Matthisen fra Alternativet.

“Ligesom Enhedslisten er vi tilhængere af skinner, men vi synes måske også, at det er lidt problematisk med flytransport.”

Derimod er Socialistisk Folkeparti tilhænger af, at man i Danmark får flere lignende løsninger, hvor man binder transportformer sammen.

“For den enkelte passager hænger rejsen jo sammen. Man ønsker at komme fra et sted til et andet. Derfor skal vi, alle det steder vi kan komme til det, blive bedre til at tænke alle transportformer sammen, også tog og fly. Det er jo klart, at lovforslaget vil gavne Aalborg, men det er også godt for de samlede trafik, at vi spreder mulighederne for at kunne rejse til udlandet fra forskellige steder i landet,” var de konkluderende bemærkninger fra SF´s transportordfører Karsten Hønge.

Gratis parkering kan konkurrere med tog
Transport- og bygninsminister Hans Chr. Schmidt (V) fremhævede i forbindelse med lovforslaget, at der er udsigt til, at et stort antal rejsende vil benytte sig af den nye jernbanestrækning til lufthavnen.

“En jernbaneforbindelse til Aalborg Lufthavn kan blive en attraktiv forbindelse for mange forretnings-, charter- og fritidsrejsende fra en stor del af det østlige Jylland. Det forventes faktisk, at omkring 200.000 rejsende vil benytte jernbanen hvert år, og disse rejsende får så en kortere rejsetid til lufthavnen,” lyder det optimistisk fra transport- og bygningsminsteren.

Helt så optimistisk er partifællen og transportordfører Kristian Pihl Lorentzen ikke, da han mener, at lufthavnens gratis parkering er en konkurrent til mulighederne for at transportere passagerer til og fra lufthavnen med tog.

“Jeg forudser, at der er rigtig mange, der stadig vil tage deres bil, når de skal flyve af sted fra Aalborg Lufthavn. Mange jyder er glade for deres bil, og en ting jyder i hvert fald er meget glade for, er, når der er gratis parkering. Det er der lige netop ved Aalborg Lufthavn. Så der vil stadig være mange, der tager bilen, selvom der nu også kommer nogle, der taget toget,” mener Venstres transportordfører, der er valgt i Viborgkredsen.

I sidste ende handler det også om, hvorvidt der er nok passagerer til at retfærdiggøre en jernbane. Her mener den socialdemokratiske transportordfører Rasmus Prehn – valgt i Nordjyllands Storkreds –  at Aalborg Lufthavn er den lufthavn i Danmark, der har haft størst vækst gennem de senere år. Denne betragtning  kan anfægtes med fakta. Det er korrekt, at lufthavnens passagertal er blevet fordobelt fra 2000 til 2015, men udviklingen er stort set gået i stå med omkring 1,4 mio. passagerer årligt siden 2011.

“Det hele afhænger jo i virkeligheden i bund og grund af, om Aalborg Lufthavn er i stand til at tiltrække attraktive ruter og charterdestinationer. Jeg vil indrømme, at det ikke bliver nemt, for konkurrencen fra ikke mindst Billund Lufthavn vil vedvarende være ganske hård,” vurderer Henning Hyllested fra Enhedslisten.

 

Relaterede artikler:

Jyske lufthavnsjernbaner kan komme i to faser

Tog til Aalborg Lufthavn i 2019

Aalborg Lufthavn får tog til døren