Aalborg Lufthavn udvider lounge

Knap to år efter åbningen af loungen i Aalborg lufthavn, udvider lufthavnen for anden gang. Nye selskaber og øgning i antallet af besøgende er årsagen.

29. maj 2013 åbnede Aalborg lufthavn for første gang sin lounge. Et år efter fordoblede man loungens areal og for nylig udvidede man igen loungen med yderligere 50 procent mere areal.

Den oprindelige lounge var på knap 75 kvadratmeter besøgsareal og efter den første udvidelse blev den fordoblet til 150 kvadratmeter. Den sidste udvidelse bringer loungen op på 224 kvadratmeter, som dermed giver en tredobling på under to år.

Hurtigere end forventet
”Vi havde ikke forventet, at skulle udvide så hurtigt, men vi er rigtig glade for, at vi har haft muligheden og at vi har fået så mange besøgende,” siger direktør ved Aalborg lufthavn, Søren Svendsen, til CHECK-IN.dk.

Lufthavnsdirektøren fortæller, at man i de oprindelige planer, havde kommende udvidelser tænkt ind i planerne, men ikke i det tempo, de nu er udført i.

Kraftig øgning i antal besøgende og flere rutefly er grunden. I dag tilbyder loungen adgang til rejsende på businessclass – eller indehavere af selskabernes loyalitetskort i de rette valører – med KLM, Lufthansa, Turkish Airlines, airBaltic, British Airways (Sun-Air) og SAS. For SAS’ vedkommende dog ikke i forbindelse med indenrigsflyvningerne til København, men kun i forbindelse med flyvningerne til Stockholm Arlanda. Rejsende med Star Alliance Gold Card (eksempelvis SAS guldkort) har også tilgang til loungen ved Lufthansa-flyvninger.

Den nyåbnede Lufthansa-rute til Frankfurt har været medvirkende til tidspunktet for den sidste udvidelse.

Norwegian- og chartergæster
Norwegian og charterselskaberne der flyver fra Aalborg lufthavn, tilbyder ikke sine rejsende loungeadgang. Men ifølge Søren Svendsen lægger det ikke en dæmper på besøget.

”Mange af vores besøgende benytter Priority Pass eller Diners Club kort til at få adgang til loungen,” fortæller Søren Svendsen.

Udvidelserne har foregået i ”blokke”, der følger søjlerne i lufthavnen og den sidste udvidelse har medført, at lokalet, der tidligere blev tilbudt som møderum, nu er væk og erstattet af et nyt lokale ved indgangen. Totalt udbyder lufthavnen fire møderum.

Nordjysk design
Møblementet i loungen er designet af Aalborg-virksomheden Marcus Pedersen, som ligeledes har designet lufthavnens baggagedrop system AIR.GO.

”Det er vigtig for os, at sætte et nordjysk præg på vores lounge. Derfor benytter vi i størst mulig grad interiør, som er designet og leveret af nordjyske virksomheder, såsom møbler og lamper,” siger Søren Svendsen.

Den sidste udvidelse bringer loungen helt ud mod glaspartiet, der giver udsigt mod check-in området og deraf også mere dagslys ind i loungen. Men her stopper også den del af første sal i lufthavnen, så yderligere udvidelser af eksisterende lounge, er derfor ikke mulig.

”Når vi kommer dertil, så har vi en plan for, hvor vi flytter loungen hen, ” forsikrer Søren Svendsen.

Loungens nye udvidelse vender ud mod gates og landingsbane. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)