Air.Go On kan hæves og sænkes så højde kan tilpasses handicappede. (Foto: Marcus Pedersen)

Aalborg-virksomhed med bagdrop for handicappede

Aalborg-virksomheden Marcus Pedersen lancerer en ny udgave af bagdrop-produktet Air.Go der kan tilpasses mennesker med handicap.

Skærpede krav til handicappedes muligheder i lufthavne er allerede indført i USA, og nye lovforslag er på vej i EU. Dette indebærer, at handicappede – eksempelvis i kørestol – skal have samme muligheder for at blive betjent og færdes i lufthavne, som mennesker uden et handicap.

Virksomheden bag Air.Go 1.0 og Air.Go 2.0 – Marcus Pedersen der holder til i Aalborg Lufthavn – lancerer nu sin nye model Air.Go On, der imødekommer de nye krav.

Justerbar højde
Den nye Air.Go On er et modul, der kan monteres foran eksisterende bagage-skranker, og derfor kan benyttes i de fleste lufthavne. Konceptet bag det nye produkt er, at passageren via to pile-taster kan hæve og sænke konsollet for selvbetjeningen. Omtrent som på et hæve/sænke skrivebord. På den måde kan eksempelvis en kørestolsbruger selv sænke konsollet og bagagebåndet, og foretage sin bagageindlevering uden assistance, eller ved at benytte særskilte skranker.

”Idéen bag vores nye model er, at handicappede – eller mennesker med lav højde – skal kunne benytte de samme skranker og bagdrop som de øvrige rejsende,” forklarer administrerende direktør i Marcus Pedersen, Niels Marcus Pedersen, til CHECK-IN.dk.

Dette vil ifølge Marcus Pedersen frigøre såvel plads som personale i lufthavnen, da behovet for særskilte skranker og bagdrop for handicappede minimereres.

Første kunde er på plads
Air.Go On kan betjene passagerer ned i børnehøjde, og Niels Marcus Pedersen påpeger, at også børn er tænkt ind i designet.

”For børn kan en lufthavn være både en overvældende og spændende oplevelse. Har børnene selv en kuffert eller taske de kan bære, kan de nu selv sætte denne på båndet,” pointerer Niels Marcus Pedersen.

Den første kunde af den nye Air.Go On har allerede signeret aftalen, og installationen går i gang over sommeren. Men af konkurrencehensyn kan Niels Marcus Pedersen ikke røbe, hvilken lufthavn det drejer sig om.

Virksomhedens øvrige modeller i Air.Go-serien er selvstændige modeller der ikke kan påmonteres eksisterende skranker. Niels Marcus Pedersen ser derfor ikke den nye model som en konkurrent til de eksisterende.

Air.Go On kan i disse dage ses i Aalborg Lufthavn, inden denne pakkes og sendes til Las Vegas, hvor den skal udstilles på konferencen ”Future Travel Experience” til september.

Aalborg Lufthavn benytter i dag tre Air.Go 1.0 til bagdrop, mens Toronto Pearson-lufthavnen i Canada har 12 stk. af modellen.

Relaterede artikler:

Aalborg Lufthavn med verdensnyhed

Aalborg-virksomhed vinder pris for bag-drop

Aalborg Lufthavn udvider lounge