(Foto: Morten Lund Madsen)

Årets gang i luftfarten – del 2

I andet halvår af 2015 fik Ryanair-konflikten en ende, mens SAS indledte en offensiv med nye langdistanceruter. Sidst på året indsatte Emirates verdens største passagerfly på ruten mellem København og Dubai.

Stridighederne mellem den danske fagbevægelse og Ryanair kulminerede, da det irske lavprisflyselskab den 1. juli tabte i Arbejdsretten. Ansatte i selskabet var at betragte som arbejdstagere i Danmark, og dermed underlagt vilkårene på det danske arbejdsmarked, uanset at de hovedparten af tiden befandt sig om bord i fly registreret i Irland.

Dommen var klar, og Ryanair valgte øjeblikkeligt at lukke basen i CPH og vende flyvningerne om, hvilket også blev tilfældet i Billund Lufthavn, har Ryanair måtte sende de tre basefly på arbejde andre steder og i stedet reducere rutenettet. Den af Billund Lufthavn opførte hangar til Ryanair til en værdi af 17 mio. kroner blev ryddet og sidenhen overtaget af Sun-Air, der nu råder over to af de tre hangarer, som lufthavnen har etableret.

I slutningen af juli blev hele verdens opmærksomhed vendt mod den franske ø Réunion, der ligger i Det Indiske Ocean omkring 800 kilometer øst for Mauritius. Her skyllede der pludseligt flyrester op på kysten, og en af flydelene blev af franske undersøgere identificeret som vingen fra Malaysia Airlines flight MH370, der næsten halvandet år inden var forsvundet under en flyvning fra Kuala Lumpur til Beijing. Vragfundet har givet eftersøgningsmandskabet nye spor at gå efter.

Popularitetsprisen fløj forbi Lufthansa
Ellers udviklede sommeren i Danmark sig som forudset. Greenland Express kom aldrig i luften trods utallige annonceringer af startdatoer, passagertallet fortsatte med at dale i Aarhus Lufthavn, mens Aalborg Lufthavn løb tør for parkeringspladser.

Og i sensommeren igangsatte Lufthansa-piloterne endnu en strejke. Det var strejke nummer 13 i løbet af 18 måneder, og kabinepersonalet hjalp piloterne i det tyske flyselskab med at holde strejkefanen højt, da de fulgte efter med arbejdsnedlæggelser i november måned. Lufthansa vandt ikke popularitetsprisen i 2015. Kunderne rasede over de mange strejker, og rejsebureauerne rasede sammen med kunderne, da Lufthansa-gruppen den 1. september indførte et gebyr på 120 kroner for booking af selskabets flyrejser i GDS-systemerne.

Populær er ikke nødvendigvis en betegnelse, der er heldækkende for den amerikanske rigmand og potentielle præsidentkandidat Donald Trump. Kampagneaktiviteterne i USA var godt i gang, da det blev kendt, at Donald Trump fløj rundt i et eksklusivt VIP-fly af typen Boeing 757-200. Det særlige ved flyet var, at det tidligere havde tilhørt det krakkede Sterling Airways.

Mere stateligt flyver præsident Barack Obama, der i slutningen af juli var på officielt besøg i Kenya og Etiopien. Som følgefly til Air Force One var blandt andet et MD87-fly fra Danish Air Transport med direktør og kaptajn Jesper Rungholm i cockpittet. Det danske flyselskab var af Det Hvide Hus valgt til at sørge for transport af udenrigskorrespondenter og SecretService-agenter på den særlige flyvning.

SAS i fokus
Midt i august kunne SAS løfte sløret for en ruteoffensiv på langdistanceruterne som følge af, at nye fly var på vej til selskabet. Fra 2016 vil selskabet flyve til Miami og Los Angeles fra Skandinavien, og senere blev Boston annonceret på rutelandkortet, da SAS besluttede at lukke olieruten fra Stavanger til Houston og flytte det særlige langtrækkende Boeing 737-fly til København for at betjene Boston.

I midten af september fik SAS leveret det første af fire Airbus A330-300 Enhanced-fly i den særlige 264-tons udgave med længere rækkevidde og forbedret brændstoføkonomi. En stor dag for SAS, da det var mere end 10 år siden, at der sidst var kommet nye langdistancefly i flåden.

Der stod i det hele taget SAS på mange af nyhederne i andet halvår af 2015. Det skandinaviske flyselskab besluttede at stoppe dialogen med Swissport om outsourcing af SAS Ground Handling og indgik i stedet en intentionsaftale med Aviator, der i skikkelse af ”en toptunet arbejdsgiver” skulle overtage SAS-handlingen i de største skandinaviske lufthavne.

Der var mere på vej fra SAS. Den første dag i oktober blev det annonceret, at irske CityJet i konkurrence med 15 andre flyselskaber havde vundet udbuddet om at flyve regionale ruter for SAS med otte regionale jetfly af typen CRJ900. Aftalen kom i stand ved, at CityJet samtidig købte det finske SAS-datterselskab Blue1 og dermed sikrede sig en produktionsplatform inden igangsættelse i foråret 2016.

SAS kom heller ikke igennem året uden rutelukninger. Udover olieruten fra Stavanger til Houston, har SAS allerede annonceret, at en halv snes ruter ikke får lov at fortsætte i 2016. Der er blandt andet tale om ruterne fra København til Milano-Linate, Luxembourg og Moskva, der er blevet offer for sparekniven. Til gengæld åbnede SAS i slutningen af oktober den første udenrigsrute fra Aarhus Lufthavn i 16 år. Destination var Stockholm-Arlanda og til sommer følger en sæsonrute til Palma de Mallorca.

London-rute efter 20 års venten
Der blev også gjort andre forsøg i det jyske på at udvikle nye ruter. I Aalborg Lufthavn etablerede Airnavia sig under stort ståhej som et nyt lavprisflyselskab. Der var dog ikke tale om et lavprisflyselskab, men om et rejseselskab, der havde købt en andel af de chartersæder, som søsterselskabet SunCharter havde kontraheret på en række middelhavsdestinationer med SAS som operatør.

Eneste nyhed var reelt en rute-charter fra Aalborg til London-Stansted opereret af Danish Air Transport.

Så var der noget mere opmærksomhed, da Billund Lufthavn og British Airways holdt fælles pressemøde den 28. oktober. Her kunne parterne annoncere en ny rute fra Billund til London-Heathrow med start i begyndelsen af maj måned næste år. To gange dagligt vil det britiske flyselskab bringe passagerer ind til det attraktive hub i Europas største lufthavn. Noget som Sun-Air ´s ejer Niels Sundberg havde ventet på i over 20 år.

Vi skulle ikke mange dage ind i november, før Estonian Air måtte indgive konkursbegæring efter, at EU-Kommissionen fastslog, at selskabet havde fået ulovlig statsstøtte ad flere omgange. Tilbagebetaling var ikke mulig, og esterne kastede håndklædet i ringen. I første omgang blev flyvningerne overtaget af et nyetableret selskab ved navn Nordic Aviation Group, men dette selskab fik allerede fra begyndelsen heftig konkurrence fra først SAS og sidenhen airBaltic, der gik ind på en række af de tidligere Estonian-ruter.

Opsigtsvækkende jobskifter
Traditionelt var 2015 også året, hvor der var skiftedag i flere virksomheder. Hos SAS valgte koncerndriftsdirektør Flemming Jensen at fortsætte karrieren hos DSB, og få måneder senere valgte SAS-flyvechef Per V. Schrøder at sikre sig en tilsvarende stilling hos Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Københavns Lufthavn lavede man sin egen version af ”de lange knives nat”, da pressechef Søren Hedegaard Nielsen og ruteudviklingschef Ole Wieth Christensen af – for offentligheden – uforklarlige årsager måtte forlade deres arbejdsplads.

Der var også rokeringer andre steder. I Sønderborg Lufthavn slap lufthavnschef Anders Sørensen tøjlerne, mens Erik Jakobsen i Karup Lufthavn på grund af sygdom måtte lade bestyrelsen søge efter en ny chef til lufthavnen. Begge stillinger ventes besat primo 2016.

Lidt hurtigere gik det, da Tebby Zebitz sagde sin stilling op som landechef hos Emirates og få dage senere blev annonceret som ny administrerende direktør hos charterflyselskabet Jet Time, der har været igennem nogle svære år. Her blev grundlæggeren Klaus Ren ofret.

Verdens største fly i CPH
Årets mest spektakulære begivenhed i den danske luftfartsverden fandt sted den 1. december, da Emirates landede med verdens største passagerfly, Airbus A380, i København Lufthavn. Hele 615 passagerer er der plads til, når flyet hver eneste dag året rundt sætter kursen mod Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Det er der dog færre flyselskaber, der gør. Europæiske og amerikanske flyselskaber lukker ruter til Dubai i en stigende strøm, da konkurrencen fra Emirates gør det vanskeligt at sikre rentable ruter.

Det har dog ikke skræmt hverken SAS, Norwegian og Finnair, der alle har nye langdistancefly på vej. SAS venter på 12 A350-900 XWB fly og har taget hul på levering af fire A330-300E. Norwegian råder i dag over otte Boeing 787-8 Dreamliner-fly, men har afgivet ordre på yderligere 30 fly af den større version 787-9 med 344 sæder. Endelig tog Finnair i efteråret hul på en ordre på 19 Airbus A350-900 XWB-fly, der skal sikre, at Asien-strategien kan fortsætte.

Solgt for milliardbeløb
Når de sidste linjer om luftfartsåret 2015 skal skrives, kan man ikke undgå at nævne Martin Møller Nielsen og Nordic Aviation Capital. I 1990 etablerede han i Skive den virksomhed, som han i begyndelsen af august solgte aktiemajoriteten i til den svenske kapitalfond EQT. Samtlige aktier var værdisat til lidt mere end 22 mia. kroner, så tilbage stod Martin Møller Nielsen med 11 mia. kroner samt en fortsat ejerhalvdel på lige i underkanten af 50 procent.

At opbygge verdens største flyleasingvirksomhed inden for turboprop-fly og skyde halvdelen af for 11 mia. kroner efter 25 års virke, kan man blot tage hatten af for.Det er blandt andet derfor, at der står respekt om dansk luftfart og beslægtede virksomheder ude omkring i verden.