Aarhus Lufthavn har kurs mod ren indenrigslufthavn

Hvis den hidtidige passagerudvikling fortsætter i Aarhus Lufthavn, så har den kurs mod at blive en ren indenrigslufthavn.

Debatten om en ny lufthavn placeret tættere på byens centrum raser igen i Aarhus. Om det langt om længe skal lykkes at blive enige om etablering af en ny lufthavn efter mere end 40 års debat, vil tiden vise. I mellemtiden går livet videre i den eksisterende Aarhus-lufthavn ved landsbyen Tirstrup på Djursland. Og her begynder at tegne sig et billede af en lufthavn, der i fremtiden primært vil have indenrigstrafik.

For bortset fra enkelte udsving, så har tendensen været klar i årets første otte måneder i Aarhus Lufthavn. Antallet af udenrigspassagerer er gået tilbage måned efter måned. I visse måneder med mere end 30 procent. Til gengæld er passagererne for alvor begyndt at vende tilbage til indenrigsruten til København.

Efter vækstrater på indenrigstrafikken på 4-6 procent i maj, juni og juli, så oplevede lufthavnen i august en fremgang på 17,2 procent i antallet af indenrigspassagerer. Antallet af udenrigspassagerer faldt omvendt med 17,0 procent.

Det er således lykkedes lufthavnen og SAS at få indenrigspassagererne til at vende tilbage til ruten til København. Den blev i lang tid efter Cimber Sterlings konkurs i maj 2012 betjent med langt færre frekvenser end før konkursen, hvor både SAS og Cimber Sterling fløj på ruten. Det fik passagererne til at vende ryggen til ruten.

Betjeningen af ruten blev bedre, da SAS sidste år fik Cimber A/S til at operere et mindre ATR-fly på ruten. Dermed fik ruten også flere frekvenser. I marts i år overtog Jet Time beflyvningen af ruten med spritnye ATR72-600 turbopropfly suppleret med enkelte af SAS’ egne fly i myldretiden om morgenen og sent om aftenen. Og det ser ud til at give pote.

Port ind til smilets by
På udenrigsfronten ser det mere sløjt ud. Ryanair lukker i den kommende vinter en rute fra Aarhus og det er svært at se hvad der skal få udviklingen til at vende.

Meget tyder altså på, at Smilets By’s nuværende lufthavn er ved at udvikle sig til at blive en lufthavn primært med indenrigsflytrafik. Og ikke den port ind til Aarhus fra udlandet, som mange aarhusianere går og drømmer om, at lufthavnen en dag gerne skulle være.

Med et fald på 1,6 procent i antallet af charterpassagerer kom lufthavnen ude af august med en samlet passagertilbagegang på 1,2 procent fra 38.361 passagerer i august sidste år til 37.890 passagerer i år.