SAS-fly i Aarhus Lufthavn (Foto: Aarhus Airport)

Aarhus Lufthavn: Vi har åremålsaftale med SAS

Aarhus Lufthavns bestyrelsesformand mener ikke, at det er risikabelt at investere i en udvidelse af lufthavnen, før passagererne er der. Lufthavnen har lavet en åremålsaftale med SAS.

Aarhus Kommune bevilgede i fredags 75 mio. kroner til Aarhus Lufthavn som led i et bredt budgetforlige for 2018. Herudover har Norddjurs Kommune som en af de to øvrige ejerkommuner allerede givet tilsagn om at yde 7,5 mio. kroner i støtte over de kommende tre år, og et tilsvarende beløb ventes at komme fra Syddjurs Kommune, når der foreligger en afklaring inden midten af oktober.

Hos Aarhus Lufthavn er der tilfredshed med, at der snart kan rulle penge ind på kontoen.

“Det er vigtigt, at vi har fået et enigt Aarhus Byråd bag os. Der har tidligere været gravet mange dybe grøfter, men med 30 ud af 31 stemmer for, får man det ikke bedre. Men pengene skal bruges med kløgt,” siger lufthavnens bestyrelsesformand Torben Boldsen til CHECK-IN.dk.

Klar til at modtage SAS-passagerer
En del af den kommunale støtte er allerede øremærket til udvidelse af faciliteterne i lufthavnen. Sikkerhedskontrollen skal udvides, og der skal investeres i nye systemer til self-service check-in. Herudover skal det nuværende cafeteria flyttes fra landside til airside, ligesom Flubuy-shoppen og vareudbuddet skal ses efter i sømmene.

“Vi bliver nødt til at bygge lufthavnen om til at modtage de passagerer, som SAS kommer med fra den 1. april næste år,” siger Torben Boldsen.

Han forventer, at der kommer mellem 200.000 og 250.000 nye passagerer fra den 1. april næste år, og måske endnu flere.

Åremålsaftale med SAS
Dermed er lufthavnen klar til at igangsætte en kostbar ombygning, før de første nye passagerer overhovedet har vist sig i lufthavnen, der sidste år havde i underkanten af 385.000 passagerer.

Men den udlægning vil bestyrelsesformanden ikke anerkende. Torben Boldsen har sikret sig, at SAS ikke blot kan stikke halen mellem benene, hvis det viser sig, at det ikke vil være muligt at tiltrække passagererne.

“Jeg mener ikke, at det er rigtigt at sige, at vi investerer før vi har passagererne. Jeg har skrevet under på en åremålsaftale med SAS,” siger Torben Boldsen, der dog ikke ønsker at oplyse, hvor mange år kontrakten løber.

På et fælles pressemøde i Aarhus Lufthavn i begyndelsen af oktober vil SAS løfte sløret for, hvilket nye ruter, der etableres fra den østjyske lufthavn. Indtil videre forventer bestyrelsesformanden, at ruterne kan afsløres den 5. oktober.

Men det er tilsyneladende en udfordring at finde en dato til pressemødet, da det også skal indpasses i den travle kalender for Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), der har et snarligt kommunalvalg foran sig samt aktuelle udfordringer med en letbane, der ikke kører.

 

Relaterede artikler:

75 mio. kroner på vej til Aarhus Lufthavn

Boldsen: Erhvervslivet ønsker Oslo og Stockholm

Sun-Air: Mangler samspil med Aarhus Lufthavn

SAS og Aarhus Lufthavn i strategisk samarbejde

EU godkender offentlig støtte til Aarhus Lufthavn

x

Læs Også

Endnu et stort underskud hos CityJet

Irske CityJet kom ud af regnskabsåret 2016 med et underskud på 225 mio. kroner efter store omkostninger til etablering i Skandinavien som operatør for SAS.

SAS-gave til Aarhus var ikke helt ny

SAS-direktør Lars Sandahl Sørensen lovede Aarhus-borgmesteren, at aarhusianerne ikke skulle betale ekstra for at rejse med SAS ud i verden. Det skulle man heller ikke i forvejen.

CPH: Lovændring vil være ekspropriation

Hvis reguleringen af Københavns Lufthavn ændres, vil der være tale om ekspropriation og at kommercielle beslutninger lægges i hænderne på embedsmænd, mener CPH.

SAS udsætter opstart af Heathrow-base

Forsinkede flyleverancer har fået Scandinavian Airlines Ireland til at udskyde opstarten på Heathrow-basen, som skulle have åbnet i slutningen af oktober.

CPH vil have arbejde med takstændring sat på pause

Forslaget til ny regulering af CPH er så mangelfuldt, at lovarbejdet bør sættes på pause i stedet for at den reviderede lov indføres ved årsskiftet. Det mener Københavns Lufthavn.

Lufthansa: Kendte ikke til ny SAS-rute til München

SAS præsenterede i torsdags en ny rute fra Aarhus til München, men den europæiske salgsdirektør hos samarbejdspartneren Lufthansa måtte erfare det gennem medierne.