Abu Dhabi International Airport.

Abu Dhabi først til at slippe af med elektronikforbud

Abu Dhabi blev den første til at slippe af med det forbud mod elektronik i håndbagagen på USA-flyvninger, som USA i marts dikterede i 10 lufthavne.

Rejsende mellem Abu Dhabi og USA må nu igen godt tage elektronik med ombord på flyet i håndbagagen. Abu Dhabi var en af de 10 specifikke lufthavne i Mellemøsten og Afrika, hvorfra USA i marts forbød passagerer at medbringe elektronik i håndbagagen på flyvninger til USA.

Men nu har lufthavnen rettet ind efter nogle nye skærpede krav til screening af passagererne før de boarder USA-fly, som de amerikanske myndigheder opstillede i sidste uge. Med de krav på plads kan Abu Dhabi som den første af de 10 lufthavne nu vinke farvel til elektronikforbuddet.

Det er særdeles godt nyt for flyselskabet Etihad, der har base i Abu Dhabi og herfra flyver til adskillige destinationer i USA. Etihad er desuden alene om at flyve mellem Abu Dhabi og USA.

Det styrker desuden Etihad og Abu Dhabis i konkurrencen overfor ærkerivalerne Emirates Airlines fra naboemiratet Dubai. Herfra må passagerer nemlig fortsat ikke have elektronik i håndbagagen på flyvninger til USA.

Skærpe processen
De 10 lufthavne, som blev omfattet af elektronikforbuddet, der blev indført i marts, er Queen Alia International Airport (AMM) i Amman i Jordan, Cairo International Airport (CAI) i Cairo i Egypten, Istanbuk Atatürk International Airport (IST) i Istanbul i Tyrkiet, King Abdul-Aziz International Airport (JED) i Jeddah i Saudi-Arabien, King Khalid International Airport (RUH) i Riyadh i Saudi-Arabien, Kuwait International Airport (KWI) i Kuwait, Mohammed V Airport (CMN) i Casablanca i Marokko, Hamad International Airport (DOH) i Doha i Qatar samt Dubai International Airport (DXB) og Abu Dhabi International Airport (AUH) i De Forenede Arabiske Emirater. Sidstnævnte er altså nu sluppet af med det igen.

Hvis de ni øvrige lufthavne også ønsker at slippe af med elektronikforbuddet, så skal de skærpe processen for screening for sprængstoffer i passagerernes indcheckede bagage og elektronik i håndbagagen. Og inden for 120 dage skal de sammen med flyselskaberne have indført en lang række andre stramninger af sikkerhedskontrollen af rejsende til USA. Det omfatter blandt andet en øget screening af passagererne.

Møntet bredt
I maj luftede de amerikanske myndigheder muligheden for, at lufthavne i Europa også kunne blive omfattet af elektronikforbuddet. Det slipper de for nu, hvis de også indfører de nye skærpede procedurer. Hvis ikke lufthavnene og flyselskaberne lever op til de nye krav, så vil de kunne risikere et elektronikforbud på USA-flyvninger.

Kort tid efter indførelsen af elektronikforbuddet på USA-flyvninger, indførte Storbritannien et lignende forbud, der var møntet mere bredt på alle lufthavne i seks specifikke lande. Forbuddet gælder fortsat og betyder, at der ikke må medbringes større elektronisk udstyr i kabinen på flyvninger til Storbritannien fra lufthavne i Tyrkiet, Libanon, Jordan, Egypten, Tunesien og Saudi Arabien.

 

 

Relaterede artikler:

Skærpet screening for at undgå elektronikforbud

Elektronikforbud over Atlanten spøger stadig

Elektronikforbud kan betyde dyrere flybilletter

USA overvejer elektronik-forbud fra Europa

Ingen forsikringsdækning af indchecket elektronik

Forbud rammer mellemøstselskaber hårdt

Ville ind i cockpit med laptop