Et Airbus A340-600 fly fra Mahan Air i Beijing. Foto: Allen Zhao / Wikimedia Commons.

Afvist i Arlanda og accepteret i København

USA-sanktioner betød, at ingen handlingselskaber ville røre iranske Mahan Air i Stockholm Arlanda. I CPH havde et af selskaberne dog ingen problemer med iranerne.

Det iranske flyselskab Mahan Air ville gerne have åbnet en rute mellem Teheran og Stockholm Arlanda. Men det spændte de sanktioner, som USA har indført mod flyselskabet, ben for. Intet handlingselskab i Arlanda ønskede nemlig at håndtere Mahan Airs fly og passagerer. Angiveligt fordi det ville forhindre dem i at lave forretninger med andre flyselskaber og virksomheder, der er helt eller delvist amerikansk ejet.

Det fremgår af en intern mail fra Trafikstyrelsen, som CHECK-IN.dk har fået aktindsigt i. Her har man været i kontakt med sin svenske pendant, Luftfartsverket, der har oplyst om Mahans udfordringer i Arlanda. De amerikanske sanktioner skyldes blandt andet mistanker om at Mahan Air transporterer våben og soldater mellem Iran og Syrien og på den måde er med til at hjælpe det syriske regime i den igangværende borgerkrig i landet.

Nåede ikke samme konklusion
Til gengæld havde Mahan Air ingen problemer med at åbne en rute fra Teheran til Københavns Lufthavn i juni sidste år. Et af de handlingselskaber, som sagde nej til Mahan Air i Arlanda sagde nemlig ja i Kastrup. Det er det svenske handlingselskab Aviator.

”Baseret på vores evaluering af kunden i Sverige besluttede vi os for ikke at indgive et tilbud til Mahan Air på handling (i Stockholm Arlanda, red.). I København nåede vi ikke frem til samme konklusion,” forklarer projektdirektør Andreas Vassilaros fra Aviator til CHECK-IN.dk.

Han ønsker ikke yderligere at uddybe hvordan selskabet kunne nå to forskellige konklusioner om det samme flyselskab.

Redde trådene ud
Mahan Air har det seneste knap halve år været i Trafikstyrelsens søgelys efter at styrelsens kontrollører opdagede en bevæbnet vagt på et Mahan Air-fly i CPH. I marts valgte selskabet selv midlertidigt at stoppe ruten mellem København og Teheran mens de danske og de iranske myndigheder redder trådene ud og blive enige om hvad der er ulovligt og lovligt.

I Københavns Lufthavn er man godt opmærksom på, at Mahan Air er et kontroversielt selskab. Men lufthavnen kan ikke andet end at tage imod selskabet.

”Vi skal sige ja til alle flyselskaber, hvis de overholder EU’s regler og har lov til at flyve i Europa. Vi hverken kan eller vil nægte nogen at lande her,” fastslår pressechef Kasper Hyllested fra Københavns Lufthavn.

For at øge komforten
Mahan Air benyttede ofte på CPH-ruten meget store Airbus A340-600 og A340-300 fly med plads til henholdsvis 308 og 299 passagerer. Men trafiktal fra Trafikstyrelsen viste, at der var langt færre passagerer med flyene, der typisk havde en belægning på langt under 60 procent. Flere har spekuleret i om brugen af de store fly til de få passagerer skyldes, at Mahan Air ikke kan få tanket sine fly i København og andre europæiske lufthavne netop som følge af USA’s sanktioner, da mange benzinfirmaer har amerikanske kunder og/eller amerikanske ejere.

At det hænger sådan sammen, afvises dog af flyselskabet selv.

”Vi bruger A340’ere på alle flyvninger længere end fem timer i hele Mahan Airs globale rutenetværk. Det gør vi for at øge passagerkomforten og forbedre mulighederne for at medbringe fragt,” forklarer Mahan Air’s marketingdirektør og Europa-chef, Hossein Hosseini, til CHECK-IN.dk.

Fløjet soldater rundt
Stort set siden den syriske borgerkrigs start i 2011 har især de amerikanske myndigheder holdt et særdeles godt øje med Mahan Air og gentagne gange indført sanktioner mod navngivne personer med tilknytning til selskabet samt nedlagt forbud mod at selskabets fly kan flyve til og fra USA.

Det skyldes blandt andet, at amerikanerne i 2011 mente, at Mahan Air havde transporteret elitesoldater fra den iranske revolutionsgarde, som skulle udføre et attentatforsøg mod Saudi-Arabiens ambassadør til USA. Et attentat, der skulle have fundet sted på amerikansk jord. Mahan Air var dog kun mistænkt for at have fløjet soldaterne samt soldater fra Hezbollah-bevægelsen rundt i Mellemøsten.

Ikke efterlade spor
I marts i år berettede flere medier i Mellemøsten om hvordan kilder i det iranske militærs revolutionsgarde bekræftede, at garden bruger Mahan Air-fly til at transportere våben fra Iran til Syrien og Libanon samt sårede soldater og beskadigede våben den anden vej.

Medierne bragte desuden billeder, der sandsynligvis forestiller en kabine i et fly fra Mahan Air. Sæderne og gulvene var dækket i plastic. Angiveligt for at de sårede soldater ikke skulle efterlade spor. Ifølge medierne, så har Mahan Air flere gange i løbet af 2016 haft sårede og døde soldater i den bagerste del af flyet på flyvninger tilbage til Iran.

 

Relaterede artikler:

Iranere langer ud efter myndigheder

SAS: Iran er et interessant marked

Styrelse mørklægger sag om iransk flyselskab

Iranere til møde med myndighederne

CPH vinker farvel til selskab mistænkt for våbentransport

Iranere har lukket CPH-rute

Iranere skruer op og ned for CPH-rute

Nyt CPH-flyselskab forbudt i Saudi Arabien

x

Læs Også

Analyse: Hub-status i Københavns Lufthavn udfordret

En dugfrisk analyse fra lufthavnsorganisationen ACI Europe viser, at Stockholm og Oslo øger flyforbindelser med op til 51 procent, mens CPH går 30 procent tilbage.

Minister: Mere af CPH’s shoppingoverskud skal bruges på luftfart

Københavns Lufthavn har de senere år ikke brugt en eneste krone af sit overskud fra butikker og parkeringshuse på lufthavnsdrift. Det vil transportministeren lave om på.

Kapitalfonde har trukket syv milliarder ud af CPH

Den australske kapitalfond Macquarie har gennem mere end 11 års ejerskab af Københavns Lufthavne A/S dikteret, at hver eneste overskudskrone skal udloddes som udbytte.

Ærgrelse over læk af konfliktvarsel

CityJet er ærgerlig over, at en intern mail om FPU´s konfliktvarsel mod Cimber havnede hos pressen. SAS holder sig klar til at hjælpe passagererne, hvis strejken bliver en realitet.

Pilotstrejke kan ramme SAS-flyvninger om få uger

Cimber kan ikke blive enige med sine piloter om ny overenskomst. Første konfliktvarsel er afsendt fra FPU, og selskabets irske ejere er rasende.

Minister vil give indenrigsfly støttekroner

Indenrigsflyvningen skal have del i den statsstøtte, som tog og fjernbusser i dag får til rabatter til unge og pensionister, mener transportministeren.