Dreamliner forsvinder fra CPH-rute

Air Canada vil i den kommende vinter alligevel ikke bruge Boeing 787 Dreamliner på sin Københavns-rute.

Faste rejsende på Air Canadas rute mellem København og Toronto har formentlig vænnet sig til, at det canadiske flyselskab igen og igen skifter flytype. Når selskabet den 1. juni indsætter Boeing 777-300ER fly på ruten og går fra fem til syv ugentlige flyvninger, så vil det være den femte flytype Air Canada anvender på ruten siden opstarten i 2010. Foruden Boeing 777-300ER, så har Air Canada befløjet ruten med Boeing 767-300, Airbus A330-300, Boeing 787-8 og 787-9 Dreamlinere.

Alene i år er ruten blevet betjent med Boeing 767-300 og Airbus A330-300, og på nuværende tidspunkt anvender man Boeing 787-9.

Gennem vintersæsonen
Air Canada havde oprindeligt planer om at netop Boeing 787-9 skulle have været indsat på ruten igen når Boeing 777-300ER er færdig med at tage sig af sommertravlheden. Fra 2. oktober var det således planen at Boeing 787-9 skulle have stået for de syv ugentlige flyvninger, som fra slutningen af oktober reduceres til fire.

Men sådan kommer det alligevel ikke til at gå. Det er i hvert fald ikke planen lige på nuværende tidspunkt. I stedet skal ruten betjenes med Airbus A330-300 fly fra 2. oktober og gennem vintersæsonen.

Mens flyspotterne får et Dreamliner-fly mindre at tage billeder af, så gør det ikke den store forskel for passagererne. Air Canadas Boeing 787-9 fly har nemlig kun plads til seks flere passagerer end selskabets Airbus A330-300 fly. Der bliver dog en lille ændring i fordelingen af business class, premium economy og economy class-sæder. Således har 787-9 flyene plads til 30, 21 og 247 passagerer på henholdsvis business, premium economy og economy, mens fordelingen på Airbus A330-300 flyene er 27, 21, 244.

Direkte videre
Air Canadas nuværende Københavns-rute blev etableret i juni 2010. Før det havde selskabet to gange befløjet ruten. Først fra maj 1999 til september 2001. Derefter fra maj 2003 til udgangen af samme år.

Gode mængder af ”belly cargo” i flyenes lastrum i form af blandt andet laks medvirker godt til rutens rentabilitet. Desuden er Toronto’s Pearson-lufthavn en såkaldt amerikansk pre-clearance lufthavn. Det betyder at rejsende fra Europa til USA kan gå gennem amerikansk pas- og toldkontrol i Toronto og derfra flyve direkte videre til mange destinationer i USA.

Det gør Toronto og Air Canada-ruten attraktiv i forhold til at transferere i amerikanske lufthavne som Chicago O’Hare, Washington Dulles, New York’s JFK-lufthavn og samme bys Newark-lufthavn.

 

Air Canada’s flytyper på CPH-ruten

Flytype Business Class Premium Economy Economy Total
Boeing 767-300ER 24 0 187 211
Airbus A330-300 27 21 244 292
Boeing 787-8 20 21 210 251
Boeing 787-9 30 21 247 298
Boeing 777-300ER 40 24 336 400

 

Relaterede artikler:

Air Canada øger til København

Canada-rute fordoblet på seks år

Air Canada udvider på CPH

Air Canada udvider Dreamliner-flyvninger til CPH

Air Canada udvider atter på København

Air Canada indsætter større fly til København