Air France-KLM udsætter flylevering

Efter årets tredje nedjustering har Air France-KLM besluttet at udskyde leveringen af 10 nye Boeing 777-fly.

På et bestyrelsesmøde i Air France-KLM den 18. december er det blevet besluttet at udskyde leveringen af 10 Boeing 777-300 fly.

Baggrunden er først og fremmest store tab på pilotstrejken i efteråret, der alene vurderes at have kostet flyselskabet mere end 3,5 mia. kroner. Men et tiltagende prispres på de oversøiske ruter har også svækket flyselskabets økonomi, hvorfor der nu vises tilbageholdenhed med flyinvesteringerne.

Det var planen, at de resterende ni Boeing 747-400 fly skulle afløses af Boeing 737-300ER fly. Sidstnævnte har en væsentligt bedre driftsøkonomi, da de blot har to motorer, mod fire motorer på de ældre jumbojets. Men faldet i brændstofpriserne har muliggjort, at Air France-KLM kan udsætte leveringen af Boeing 777-flyene.

Der forlyder intet om, i hvor lang tid, at flyleveringen skal udskydes. Luftfartskoncernen har også bestillinger på 25 Boeing 787-9 Dreamliners og 25 Airbus A350-900, men disse ordrer vil ikke blive påvirket af beslutningen.

Årets tredje nedjustering
Samtidig med meddelelsen om udskydelsen af flyleveringer, måtte flyselskabet rykke ud med årets tredje nedjustering. Første nedjustering kom den 8. juli, hvor forventningerne om et driftsresultat på 2,5 mia. euro blev nedjusteret til et niveau mellem 2,2 og 2,3 mia. euro.

Den 8. oktober fulgte en nedjustering på hele 500 mio. euro som følge af en 14 dages pilotstrejke i september, og i sidste uge kom der yderligere en nedjustering på 200 mio. euro som resultat af et stort prispres på de oversøiske ruter. Dermed har Air France-KLM samlet nedjusteret resultatet med næsten en milliard euro, så driftsresultatet lander på et sted mellem 1,5 og 1,6 mia. euro.

Udsigten til en markant indtjeningsnedgang i 2014 har betydet, at Air France-KLM reviderer de allerede lagte forretningsplaner for 2015 og 2016, mens strategiplanen Perform 2020 fortsætter uden ændringer.

“Perform 2020-planen, der er ved at blive implementeret på tværs af alle koncernens aktiviteter bygger på en løbende forbedring af konkurrenceevnen og en streng finansiel disciplin. Ved en markant øgning af vores omkostningsbesparende tiltag og tilpasning af investeringsplanen, kan Air France-KLM blive i stand til at tackle 2015 på trods af det vanskelige konkurrencemiljø,“ siger Alexandre de Juniac, der er koncernchef hos Air France-KLM.