Air France Boeing 787-9 Dreamliner (Foto: Air France)

Air France vender tilbage til Nairobi

Efter 18 års fravær vender Air France næste år tilbage til Kenyas hovedstad Nairobi.

Air France får fra næste år en ny rute til det afrikanske kontinent. Således åbner det franske flyselskab en ny rute fra Paris-Charles de Gaulle til Nairobi-Jomo Kenyatta International Airport.

Det er ikke første gang, at Air France flyver til hovedstaden i det tidligere britiske koloni. Air France betjente Nairobi frem til marts 2000, og når ruten starter den 25. marts 2018, vil det således være 18 år siden, at fly fra Air France sidst var synlige i Afrikas syvendestørste lufthavn.

Air France vil flyve tre gange om ugen på rutenummer AF814/815 med Boeing 787-9 Dreamliner-fly med plads til 276 passagerer. Flyene er indrettet i en treklasses konfiguration fordelt med 30 sæder på Business Class, 21 på Premium Economy samt plads til 225 passagerer i Economy Class-sektionen.

Da Air France flyver fra både København og Billund, er der relativt gode gennemgangsforbindelser fra de to danske lufthavne med en samlet rejsetid på 12 timer og 40 minutter. Hurtigste forbindelse er dog stadig KLM via Amsterdam, der kan gennemføres på omkring 10 timer, men her skal man til gengæld bruge dagen til at rejse, mens den nye Air France-forbindelse er en natflyvning fra Paris-CDG.

Store europæiske flyselskaber til Kenya
Med tilbagekomsten til Kenya melder Air France sig ind i rækken af store europæiske flyselskaber, der allerede flyver til Nairobi. Det gælder blandt andet for samarbejdspartneren KLM, der flyver dagligt fra Amsterdam, mens British Airways fra London-LHR og Lufthansa fra Frankfurt Lufthavn også tilbyder daglige flyforbindelser til den østafrikanske storlufthavn. Herudover kan SWISS tilbyde fem ugentlige flyvninger i hver retning. Lufthansa vendte i øvrigt tilbage til Nairobi i efteråret 2015 efter at have været væk fra ruten i mere end 16 år.

Norwegian har flere gange annonceret, at Nairobi er en af de mange destinationer, som selskabet i fremtiden ønsker at betjene fra Københavns Lufthavn

Nairobi er med sine 3,5 mio. indbyggere blandt de fem største byer på det afrikanske kontinent og er center for handel, teknologi, produktion og finansielle aktiviteter i Øst- og Centralafrika. Omkring 60 procent af indbyggerne i Nairobi bor i slumkvarterer, og derfor er kriminalitetsraten i landet faretruende høj.

 

Relaterede artikler:

Her rejser danskerne hen

Norwegian vil opfylde CPH’s langrutedrømme

17 nye langdistanceruter ved udbygning af CPH

KLM præsenterer 12. destination i Afrika

Lufthansa genåbner Afrika-rute