Air India Boeing 787-8 Dreamliner (Foto: Air India | @tamkw)

Air India vælger Stockholm i stedet for København

Først blev København annonceret som ny destination for Air India, men nu bekræfter det indiske flyselskabs koncernchef, at en rute mellem Delhi og Stockholm er en realitet.

Der har i flere år været en indædt kamp mellem Københavns Lufthavn og Stockholm Arlanda Lufthavn om at vinde en annonceret rute mellem Delhi og Skandinavien opereret af det indiske Star Alliance-selskab Air India.

Et Twitter-feed hos Air India gav i begyndelsen af året et begrundet håb om, at Air India ville starte en mellem Delhi og København i maj måned. Det viste sig sidenhen, at den person hos Air India, der havde givet ordre til at publicere nyheden om ruten til København, tilsyneladende ikke havde sikret, at beslutningen var helt på plads og klar til at blive kommunikeret ud. For Københavns Lufthavn havde udelukkende kendskab til en dialog med Air India, men ikke en konkret beslutning om opstart af ruten.

Sidenhen har der været heftig aktivitet hos de to skandinaviske lufthavne, der begge i foråret har været på salgsbesøg i den indiske hovedstad, og nu har Arlanda-lufthavnen tilsyneladende trukket det længste strå. Air Indias koncernchef Ashwani Lohani har på sin Facebook-profil offentliggjort, at Air India begynder at flyve til Stockholm fra tirsdag den 15. august.

Dreamliner-rute
Der er tradition for, at flyselskaberne selv melder ud, når nye ruter skal annonceres, og derfor er meldingen “ingen kommentarer”, når man kontakter den svenske lufthavnsoperatør Swedavia for en bekræftelse.

Ifølge indiske medier skulle der være tale om en rute fra Delhi til Stockholm med tre ugentlige afgange opereret med Boeing 787-8 Dreamliner-fly, der i Air Indias udgave har plads til 256 passagerer i en toklasses-version.

Den nye rute Indien-ruten er utvivlsom en fjer i hatten for Arlanda Lufthavn, der har været i direkte duel med Københavns Lufthavn om ruten til det store indiske marked. For nylig lykkedes det også den svenske hovedstadslufthavn at lande en rute fra Singapore til Stockholm opereret af Singapore Airlines med selskabets nye Airbus A350-fly. Denne rute starter op den 30. maj.

Med ruten til Delhi kommer Arlanda op på 27 nye ruter, der er åbnet eller vil blive åbnet i løbet af 2017.

 

Relaterede artikler:

Svensk storoffensiv kan true Københavns Lufthavn

Air India-rute til CPH udsat til august

Usikkerhed om Air India-rute til København

Ny langdistancerute fra København til Delhi

Air India vil åbne Skandinavien-rute i 2017