Air Malta Airbus A320-200 (Foto: Maarten Visser | Creative Commons 2.0)

Airmalta vender tilbage til Skandinavien

I begyndelsen af maj 2018 etablerer Air Malta en rute mellem Malta og Arlanda-lufthavnen ved Stockholm.

Den svenske lufthavnsoperatør Swedavia har tilsyneladende held med at tiltrække mindre nicheflyselskaber til Arlanda-lufthavnen ved Stockholm.

I sidste uge kunne den svenske hovedstadslufthavn således offentliggøre en ny rute mellem Athen og Stockholm opereret af græske Air Mediterranean, og nu melder endnu et flyselskab sig på banen. Denne gang er det Air Malta, der fra tirsdag den 1. maj 2018 vil flyve en gang om ugen mellem Malta og Stockholm.

Det er 10 år siden, at Air Malta sidst fløj mellem Malta og Stockholm, hvor ruten ophørte i november 2007.

På det svenske marked får Air Malta konkurrence fra både SAS og Ryanair. SAS flyver i højsæsonen seks gange om ugen mellem Stockholm-Arlanda og Malta International Airport i Luqa, mens Ryanair tre gange om ugen forbinder Stockholm-Skavsta lufthavnen med ø-staten i Middelhavet. Ryanair overhalede i øvrigt i 2016 Air Malta som det største flyselskab på øen.

Får Monarch-fly tilbage
Åbningen af ruten til Stockholm kommer samtidig med, at Air Malta indleder beflyvningen af fire andre destinationer. Ifølge airlineroute.net vil det maltesiske flyselskab også flyve fra Malta til henholdsvis Lissabon, Málaga, Sankt Petersborg og Venedig i sommeren 2018. Air Malta har aldrig tidligere fløjet til Málaga, mens det er gensyn med de øvrige ruter.

Ruten til Stockholm vil blive opereret af Air Maltas syv Airbus A320-200 fly, der har plads til 168 passagerer. Herudover råder selskabet også over et Airbus A319-100. De nye ruter er angiveligt kommet i stand som følge af, at Air Malta inden længe får tilbageleveret et Airbus A320-fly, der har været udlejet til britiske Monarch Airlines, der for nylig gik konkurs.

Air Malta blev etableret i 1973 og er ejet af den maltesiske stat. Rent faktisk var Pakistan International Airlines fødselshjælper til flyselskabet, da den maltesiske regering søgte ekstern hjælp til at etablere det nationale flyselskab.

 

Relaterede artikler:

Atlantic Airways til ny middelhavsø

Alitalia forhandler om køb af flyselskab

Charterarrangør skifter flyleverandør

Gratis massage på Economy Class

Danske Malta-turister fordoblet på fem år