Analytiker: Dristigt strategiskifte hos SAS

SAS har skruet op for billetpriserne, hvilket har resulteret i et dramatisk fald i belægningen på flyene. Aktieanalytiker er overrasket over, at SAS har skiftet markedsstrategi.

SAS har medvind i øjeblikket. Balancen mellem udbud og efterspørgsel i det skandinaviske marked er blevet forbedret siden sidste år, hvilket har fået SAS til at hæve billetpriserne.

Højere billetpriser vil dog altid have en målbar effekt, hvor belægningsprocenten på flyene straks vil falde. Det er også, hvad man kan konstatere, når man kaster et blik på trafiktallene fra SAS i april måned. Til gengæld er der en tocifret stigning i den gennemsnitlige billetindtægt.

I alt rejste 2.239 mio. med SAS i april måned, hvilket var 9,6 procent færre end samme måned sidste år, der dog også havde hovedparten af påsketrafikken i april. Belægningen faldt fra 79,3 til 70,1 procent i april måned. Ikke siden 2005 har belægningsprocenten været så lav, som det var tilfældet i sidste måned.

Hos SAS var der dog tilfredshed med trafiktallene.

“Selvom antallet af rejsende var lavere end sidste år, udviklede trafikken sig som planlagt. Forudreservationerne for sommeren er som forventet, og den øgede andel af kunder som vælger SAS Plus viser, at vores kontinuerlige produktforbedringer værdsættes af kunderne. Konkurrencen er dog stadig meget hård, og det er derfor nødvendigt at vi arbejder videre med at skabe et mere omkostningseffektivt og fleksibelt SAS, som hurtigt kan agere på markedet,“ siger Rickard Gustafson, der er koncernchef i SAS.

Nervøse for strategiskiftet
Hos Sydbank kommer det bag på senioranalytiker Jacob Pedersen, at SAS er begyndt at skrue op for billetpriserne igen.

“Vi er overraskede over, at SAS nu skifter markedsstrategi. Selskabet har i en lang periode med succes fyldt flyene lidt bedre og har på det seneste også kunnet løfte billetpriserne ganske pænt. SAS forsøger nu at udnytte den bedre markedsbalance i Skandinavien til at løfte priserne endnu mere. Selskabet accepterer så en noget lavere belægning,“ forklarer Jacob Pedersen.

Men Sydbank-analytikeren er bange for, at de kraftige billetprisstigninger kan lokke konkurrenter til, selvom SAS i forvejen er udsat for massiv konkurrence fra Ryanair, Norwegian og easyJet på de europæiske ruter.

“Når vi er nervøse for strategiskiftet, så skyldes det vores forventning om, at væsentlige prisforhøjelser vil tiltrække flere konkurrenter og intensivere priskrigen igen. Den konkurrence er SAS meget bedre gearet til i en situation med høj belægning i stedet for en situation, hvor selskabets indtjening på grund af lavere belægning er afhængig af høje billetpriser,“ mener Jacob Pedersen.

Aktiemarkedet reagerede ved fredag at sende aktiekursen ned med 6,47 procent på Stockholmbörsen.