Atlantic Airways med ny rute til Milano

Verden er blevet større for det færøske folk, siden Atlantic Airways anskaffede det første Airbus A319-fly. Nu kan man rejse direkte til Barcelona og Milano fra de 18 øer i Nordatlanten.

Den 22. marts 2012 blev der skrevet luftfartshistorie på Færøerne. Det var dagen, hvor det færæske flyselskab hos Airhus Hamburg fik leveret et splinternyt A319-100 fly.

Forventningerne til det nye fly har været store, og Atlantic Airways har siden suppleret med endnu et eksemplar af typen, dog på et lejemål fra Air Malta.

A319-flyene betyder, at verden er blevet større for færingerne. Nu er det muligt at flyve nonstop fra øerne i Nordatlanten til rejsemål i Sydeuropa. Det beviste Atlantic Airways sidste sommer med direkte flyvninger til Barcelona.

Milano hver lørdag
I år tager man skridtet videre, når der hver lørdag i højsæsonen frem til den 24. august flyves en rundtur fra Vágar-lufthavnen til Milano-Malpensa. Der bliver tale om en tidlig afgang fra Vágar kl. 06.00 lokal tid med ankomst kl. 10.30 i Malpensa. Flyet vendes på tre kvarter og returnerer kl 11.15 med ankomst kl. 13.45 lokal tid på Færøerne.

Om søndagen kan der fortsat flyves fra Vágar til Barcelona, mens Atlantic Airways på mandage og torsdage flyver fra Færøerne til London Gatwick Airport. Ruten til Storbritannien gennemføres dog med de ældre British Aerospace Avro RJ85-fly.

Udover også at flyve charter for en række touroperatører, flyver Atlantic Airways også i sommerhalvåret fra Vágar til København, Billund og Aalborg samt til Reykjavik, Bergen og Stavanger.