Atlantic Airways nedjusterer for hele 2013

En cocktail af høje brændstofpriser, dårligt vejr på Færøerne samt Egypten-krisen har tvunget børsnoterede Atlantic Airways til at nedjustere resultatet for 2013.

Det er ikke kun egypterne selv og chartergæster over hele Europa, der bliver berørt af urolighederne i Egypten. Konsekvenserne af uroen og de skærpede rejsevejledninger for landet spreder sig som ringe i vandet helt til Færøerne. Det færøske luftfartsselskab Atlantic Airways nedjusterer således sine forventninger til resultatet for 2013 som en direkte konsekvens af uroen i det nordafrikanske land.

Atlantic Airways har nemlig to store aftaler med Atlantis Rejser på flyvninger med charterturister til netop Egypten. Atlantis Rejser er et af de selskaber, der sender flest danskere til Egypten. Men så længe Udenrigsministeriet fraråder alle unødvendige rejser til ikke bare Cairo og andre storbyer, men også til turistområderne på Sinai-halvøen og ved Rødehavet, så sender Atlantis Rejser ikke gæster afsted. Og det kan man mærke hos Atlantic Airways.

På linje med 2012
I forbindelse med offentliggørelsen af sit regnskab for første halvår af 2013 nedjusterer færingerne forventningerne til hele året. Oprindeligt lød vurderingen, at man ville få et resultat, der var bedre end 2012. Nu forventer man at få et resultat på linje med 2012.

Den første aftale med Atlantis Rejser handler primært om charterflyvninger fra Billund til Egypten, mens nummer to aftale, der blev indgået i foråret, handler om flyvninger året rundt primært fra København frem til 2016. Atlantic Airways anslog i marts, at aftale nummer to vil genere en omsætning på 75 mio. kroner i 2013 og 2014.

Tåge kostede otte mio.
Det er dog ikke kun uroen i Egypten og de aflyste flyvninger for Atlantis Rejser, der påvirker regnskabet. Atlantic Airways har også i de seneste tre måneder kæmpet med megen tåge over Færøerne. Det har betydet aflysninger, forsinkelser og omdirigerede fly. Alene i juli måned kostede det Atlantic Airways otte millioner kroner. Desuden påvirkes selskabet, ligesom andre luftfartsselskaber, af de høje brændstofpriser.

Selskabet advarer i sit halvårsregnskab om, at forventningerne sagtens kan blive nedjusteret yderligere. Det afhænger af hvor længe uroen i Egypten fortsætter og hvordan vejret over klippeøerne arter sig.