Til december modtager Atlantic Airways sit nye Airbus A320-fly.

Atlantic bytter Airbus-fly

Atlantic Airways har skilt sig af med et af sine Airbus A319-fly tre måneder før selskabet får sit nye større Airbus-fly.

Om tre måneder modtager færøske Atlantic Airways en stor julegave fra sig selv. I december modtager selskabet nemlig det Airbus A320-fly, som selskabet bestilte sidste år. Det nye fly bliver det færøske flyselskabs største fly nogensinde. Atlantic Airways har nemlig i dag tre eksemplarer af Airbus A320’erens lillesøster, Airbus A319, med plads til 144 sæder.

Flyet forventes at få plads til omkring 168 passagerer og skal primært indsættes på selskabets suverænt største rute mellem Færøernes eneste lufthavn, Vagar, og Københavns Lufthavn.

Fra nord til syd
Der bliver dog reelt ikke tale om en særlig stor kapacitetsudvidelse. Atlantic Airways har nemlig i starten af september afleveret et Airbus A319-fly tilbage til det leasingselskab, som ejer flyet. Så kapacitetsudvidelsen bliver ikke på de omkring 168 sæder i Airbus A320-flyet, men kun på differencen mellem antallet af sæder i Airbus A320-flyet og det Airbus A319-fly, som nu er fløjet fra en af Europas nordligst beliggende øer til en af de sydligste beliggende øer – nemlig Malta.

Her er det blevet omregistreret fra OY-RCH til 9H-AEJ og flyver for Air Malta, som anvendte flyet fra det blev bygget i 2004 til det i maj 2013 kom i arbejde for Atlantic Airways.

Økonomisk stormvejr
Atlantic Airways købte selv det ene af de to tilbageværende Airbus A319-fly i 2012, mens det andet er leaset og kom til Atlantic Airways i oktober 2013. I sommeren 2014 var flyet udlejet på en wet lease-kontrakt til islandske WOW Air, mens Atlantic Airways arbejdede for at komme ud af det økonomiske stormvejr, som havde ramt selskabet efter uroen i Egypten.

At et flyselskab fra Færøerne skulle blive påvirket af uroen i Egypten kan umiddelbart virke underligt. Men det skyldtes, at Atlantic Airways havde en stor kontrakt med Atlantis Rejser om flyvninger med chartergæster til Egypten, som pludselig blev et meget lidt eftertragtet rejsemål. I juni i år indgik selskabet en stor femårig kontrakt med Folkeferie.dk om flyvning med chartergæster.

Planer om mindre fly
Parallelt med indfasningen af Airbus A319-flyene har Atlantic Airways udfaset en flåde af ældre Avro-fly. Det var en forlængelse af landingsbanen i Vagar-lufthavnen fra 1.250 meter til 1.799 meter, som gjorde det muligt at anvende Airbus A319-flyene til og fra Færøerne.

Det færøske flyselskab har tidligere haft planer om at anskaffe sig mindre regionale jetfly fra Embraer eller Bombardier til ruter i Nordatlanten såsom Reykjavik, Bergen og Aberdeen. De planer har selskabet indtil videre lagt på hylden.

 

 

Relaterede artikler:

Færinger får større fly til december

Atlantic vil købe større fly

Atlantic: Ingen ny flytype før 2016