Massimo Castorina (t.v.) fra ATR Aircraft og Benjamin Jais Nielsen, Skyways Technics (Foto: ATR Aircraft).

ATR anerkender tidligere Cimber-selskab

Sønderborg-virksomheden Skyways Technics er blevet anerkendt som anbefalet flyværksted for fly leveret af ATR Aircraft.

Det har ikke været et særlig frugtbart bekendtskab for dansk luftfart, at den ukrainske oligark Igor Kolomojski købte sig ind i Cimber Sterling for efterfølgende at lade flyselskabet gå konkurs i begyndelsen af maj 2012. Der er dog kommet én positivt aktivitet ud af investeringen i dansk luftfart, og det handler om Skyways Technics i Sønderborg, der blev etableret på resterne af konkursboet efter Cimber Air Maintenance Center.

Kort før årsskiftet fik Skyways Technics en officiel anerkendelse fra den fransk-italienske flyproducent ATR Aircraft, hvor der blev underskrevet en aftale om, at Skyways Technics bliver anbefalet vedligeholdelsescenter for ATR-fly. Det hænger blandt andet sammen med, at virksomheden har omkring 30 års erfaring med ATR-fly, da Cimber Air anskaffede sig sit første ATR42-300 tilbage  i 1985 som lanceringskunde på den nye flytype.

“Vi er stolte over den ekspertise, som vi har udviklet omkring ATR-fly gennem tre årtier. At blive integreret i ATR´s MRO-netværk er en ægte anerkendelse for os. Vores geografiske placering i den sydlige del af Danmark betyder, at der er let og hurtig adgang til os fra et hvilket som helst sted i det nordlige Europa og Skandinavien, hvor der er mange ATR-fly i drift,”sagde administerende direktør Benjamin Jais Nielsen ved den officielle ceremoni, hvor Skyways Technics blev udnævnt som anbefalet vedligeholdelsescenter.

Overskud siden etableringen
Skyways Technics fik – som det sig hør og bør – et par rosende ord med på vejen fra ATR Aircraft.

“Skyways Technics har leveret højt kvalificerede og pålidelige vedligeholdelsesløsninger til ATR-fly gennem mange år og er dermed blevet et naturligt valg i forbindelse med udvidelsen af vores services i det nordlige Europa. Det glæder os at kunne indgå et partnerskab med sådan en anerkendt leverandør, når det handler om at supportere vores stadig stigende antal fly i regionen,” lød det fra Tom Anderson, vicedirektør i ATR Aircraft.

At det går godt for Skyways Technics, ser man på selskabets regnskab, hvor der i løbet af de første fire driftsår er skabt et samlet driftsoverskud på 24,9 mio. kroner før skat.

Skyways Technics er stadig ejet af Mansvell Enterprises, der kontrolles af ukrainske Igor Kolomjski. Som bestyrelsesformand finder man Gregory Gurtuvoy, der også var bestyrelsesformand i Cimber Sterling og svenske Skyways Express, da de to selskaber gik konkurs kort tid efter hinanden i foråret 2012.

 

Relaterede artikler:

Kapitalforhøjelse i tidligere Cimber-selskab

Skyways Technics upåvirket af ukrainske problemer

Skyways Technics ikke omfattet af konkurs

Cimber Sterling-oprydning på vej mod 20 mio. kr.

Over 10.000 timer brugt i Cimber-konkursbo