(Foto: Christian Scheuer)

Austrian skifter fra Fokker til Embraer

Austrian Airlines skifter Fokker-flyene ud med de brasiliansk producerede Embraer E-195. Første Embraer-fly i ny bemaling lander i Københavns Lufthavn den 20. februar.

Austrian Airlines kan ikke prale af at have verdens yngste flyflåde – tværtimod. Selskabets omkring 80 fly har en gennemsnitsalder på over 16 år, og det skal der nu gøres noget ved.

Første skridt er en opgradering af kort- og mellemdistanceflåden. Her bliver de nuværende 21 Fokker-fly af typerne 70 og 100 skiftet til nyere Embraer E-195 fly.

Det vil medføre store besparelser på brændstofregningen, da de brasiliansk producerede Embraer-fly bruger 18 procent mindre brændstof per sædekilometer sammenlignet med Fokker-flyene, der er op til 24 år gamle.

Det er ikke helt spritnye fly, der leveres til Austrian. Der overføres i alt 17 fly fra søsterselskabet Lufthansa City Line, og flyene har en gennemsnitsalder på lidt under fem år. Første fly blev leveret i sidste uge og har fået registreringen OE-LWD. Flyet er netop kommet ud af malerhallen efter at være blevet opgraderet til det nye My Austrian-look.

Til København i februar
Det er planen, at samtlige 17 fly skal være indfaset i 2017, samtidig med, at de ældre Fokker-fly skal pensioneres.

På ruten fra Wien til København benytter Austrian i dag et mix af Fokker F-100 og Airbus A320 på de fire daglige afgange. Første flyvning fra København med Embraer E-195 flyet finder sted lørdag den 20. februar, hvor rutenummer OS302 med afgang kl. 10.10 er sat op med Embraer-flyet. Fra den 24. marts vil Embraer-flyet komme fast forbi Københavns Lufthavn tre gange om ugen.

Malerarbejdet på det første fly afslørede i øvrigt, at der på undersiden af flyet er malet ordet “Servus“, hvilken er den østrigske hilsen, der dækker ordet “hej“, men også kan oversættes med “farvel og på gensyn“.

Ifølge Austrian Airlines har det været et omfattende arbejde at sikre, at flyet fik det helt korrekte udseende. Det er nemlig prototypen for den resterende del af flyflåden, der løbende vil blive omlakeret.

“At sætte ‘Servus’ på undersiden af flyet mellem vingerne var en meget speciel udfordring. Det var nødvendigt at tage højde for en række tekniske forhold som eksempelvis åbningerne til landingsstellet. Herudover skulle vi sikre, at ordet stod centreret og lige. Det er grunden til, at vi tilbragte mange timer liggende på gulvet for at få et indtryk af, hvordan det så ud nedenfra,“ fortæller Corinna Ververidis, der er Brand Manager hos Austrian Airlines.

x

Læs Også

Flyselskaber: SAS skal ikke styre takstforhandlinger

Ryanair og flere andre udenlandske flyselskaber skriver i et høringssvar til Trafikstyrelsen, at man er modstander af, at SAS kan få vetoret i takstforhandlingerne med CPH.

Politiet: Det går ikke fuldstændig galt med skærpet paskontrol

Politiet i Københavns Lufthavn afviser dommedagsprofetierne om meget lange køer og kaos, når paskontrollen til og fra non-Schengen lande skærpes fra 7. oktober.

Emirates øger til Stockholm

Til december øger Emirates antallet af ugentlige afgange mellem Dubai og Stockholm. Til gengæld må Stockholm skyde en hvid pil efter Airbus A380.

600 ugentlige indenrigsflyvninger skal frem i lyset

En storstilet kampagnet under navnet Danmarks Lufthavne er klar til at blive skudt i gang, og det skal øge kendskabet til de flere end 600 ugentlige indenrigsflyvninger.

CPH har succes med langdistanceruter

Passagervæksten i Københavns Lufthavn har siden årtusindeskiftet været størst i det interkontinentale segment, og i 2017 ventes 2,3 mio. interkontinentale passagerer i CPH.

Delta lukker skandinavisk USA-rute

Delta Air Lines opgiver sommerruten til Arlanda i 2018, mens det amerikanske flyselskab til gengæld vil indsætte et større fly fra New York til København.