BA-fly ramte drone

Et British Airways-fly ramte søndag angiveligt en drone under indflyvningen til London Heathrow-lufthavnen.

Det kunne være gået grueligt galt, da BA727 fra Genevé søndag over middag var under indflyvning til London Heathrow Airport. Fem til ti kilometer før landingsbanen ramte Airbus A320-flyet fra British Airways nemlig det, som piloterne på flyet mente var en drone.

Efter kollisionen landede piloterne flyet sikkert i den store lufthavn og efter en inspektion af British Airways’ mekanikere blev flyet sendt på vingerne på den tur, som flyet var sat op til at skulle operere.

Flyet fløj ind over det centrale London for at lande med næsen mod vest. Ombord på flyet var 132 passagerer og fem besætningsmedlemmer.

British Airways, London Heathrow Airport og de britiske luftfartsmyndigheder samarbejder om at undersøge hændelsen.

Gjorde ikke mere
Det har været angiveligt de senere år været tæt på adskillige gange, at piloter under indflyvning til en lufthavn har observeret en drone meget tæt på deres fly. Det skete blandt andet for et fly, der i august sidste år var ved at lande i Københavns Lufthavn.

Den uidentificerede drone befandt sig omkring 450 meter over jorden og dermed langt over den maksimalt tilladte højde for droner, som er 100 meter over terræn, og piloten beskrev afstanden til dronen som ”meget tæt”. Trafikstyrelsen udsendte en pressemeddelelse om hændelsen og gjorde så ikke mere for at finde dronepiloten.

Meget tæt på flyet
Der har de senere år været lignende episoder i flere andre store europæiske lufthavne. I september iværksatte politiet i Hamborg en større efterforskning efter en hændelse, hvor et landende fly havde observeret en drone meget tæt på flyet. Og så sent som i februar i år kom et Airbus A320 fly og en drone angiveligt meget tæt på hinanden i nærheden af Paris Charles de Gaulle-lufthavnen i Frankrig. Den episode undersøges nu af de franske luftfartsmyndigheder.

Hændelsen i nærheden af London Heathrow-lufthavnen søndag er dog den første gang i Europa at et større passagerfly ligefrem har ramt en drone.

 

Læs også:

Ingen undersøgelse af drone-hændelse

Fly tæt på drone og svævefly

Fly og drone tæt på kollission ved CPH