La Palma er den nordvestlige af Kanarieøerne og en populær destination hos Bravo Tours.

Både skirejser og solrejser i vinterferien

Charterferien er mere populær end nogensinde før. Også i vinterferien søges mod sol og varme, selv om de fleste danskere er til skiferie i denne periode.

En undersøgelse foretaget på internettet blandt 1.000 danskere, bredt repræsenteret rundt omkring i landet, har vist, at 49 procent af danskerne foretrækker skiferien. Ikke desto mindre står sol og varme højt på mange danskeres ønskeseddel for ferien i uge 7 eller 8. Hele 37 procent foretrækker charterferien.

Analyseinstituttet Voxmeter udførte i september 2016 undersøgelsen for rejsearrangøren Apollo, som mener, charterferien muligvis er mere populær end nogensinde før. Hos konkurrenten Bravo Tours er man enige.

”Man kan ikke være kræsen længere, hvis man vil nyde en vinterferie i sydens sol. De børnevenlige og populære hoteller har været væk længe, og de få pladser, vi har tilbage, svinder ind dag for dag – særligt afgange i weekenden op til uge syv og otte,” siger administrerende direktør Peder Hornshøj.

De mest populære charterrejsemål for vinterferien er de Kanariske Øer. For 70 procent af danskerne, der har købt en charterferie hos Bravo Tours, går rejsen i år til Gran Canaria, Tenerife, Lanzarote, Fuerteventura eller La Palma, der er den lidt mindre kendte af øerne.

”Vi oplever, at mange af vores rejsende dyrker charter flere gange om året. De tager til Kreta om sommeren og til Fuerteventura om vinteren. Mange har deres favoritter, som de dyrker år efter år, hvor de rejser af sted til de samme destinationer og hoteller, som, de ved, kan give dem en god ferieoplevelse,” siger Glenn Bisgaard, der er kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

65 år med charterrejser
Omkring 95 procent af de rejser, der indtil nu i år er bestilt hos Apollo, er charterrejser. Allerede nu har Apollo måttet indsætte flere ekstrafly på et par af destinationerne med afgang i sommersæsonen.

Charterkonceptet har gennemgået en stor udvikling siden starten i 1953, hvor det første charterfly blev sendt af sted. I dag går flyene som regel direkte til destinationen, der er rejsemål over det meste af verden, og med varierende temaer. Der er desuden rejser tilrettelagt for forskellige segmenter som henholdsvis par, singler, børnefamilier og også for flere generationer, der rejser sammen. På destinationerne er der underholdning for både børn og voksne, og ofte er også måltider inkluderet som en del af pakken.

Charterferien er blevet tilgængelig for mange flere, end den var tidligere, og i dag rejser flere mere end én gang om året, viser undersøgelsen fra Apollo.

 

Relaterede artikler:

Spies og TUI mister markedsandele

Tre sommernyheder fra Apollo

Apollo og Emirates i angreb på De Kanariske Øer

Bravo Tours: Vi sikrede Norwegian-rute

Sun Tours i familie med Bravo Tours