Baltiske flyselskaber på rette kurs

De to baltiske flyselskaber airBaltic og Estonian Air er atter på rette økonomiske kurs. Det er en tidligere Boeing 737-pilot og en ex-Cimber Sterling-direktør, der kan tage æren for fremgangen.

Den 1. november 2011 tiltrådte Martin Gauss som ny administrerende direktør for lettiske airBaltic. Han efterfulgte Bertolt Flick, der efter en længere magtkamp fik silkesnoren af den lettiske regering, der var hovedaktionær i flyselskabet.

Martin Gauss har blandt andet en fortid som Boeing 737-pilot med mere end 8.000 flyvetimer med i bagagen. Og noget tyder på, at airBaltic-direktøren er kommet flyvende fra start.

AirBaltic har netop præsenteret sit kvartalsregnskab for årets tredje kvartal, og her er der betydelig fremgang at spore. Det lettiske flyselskab fik et overskud på 13,2 mio. euro hvilket sammenholdt med resultaterne for de første kvartaler har vendt et underskud på 26,7 mio. euro til et overskud på 0,7 mio. euro svarende til godt 5,4 mio. kroner.

“Vi har restruktureret airBaltic gennem omkostningskontrol, kapacitetstilpasning og øget effektivitet, og vi har opnået en imponerende fremgang i nettoresultatet i de første ni måneder på 27,47 mio. euro i forhold til samme periode året før. Det betyder, at vores ‘ReShape’ turnaround plan har været en succes,“ udtaler Martin Gauss i en pressemeddelelse.

AirBaltic har blandt andet lukket en række ruter samt reduceret antallet af fly fra 34 til 25. Herudover har man optimeret trafikprogrammet, således at hvert fly bliver udnyttet 15 procent mere end tidligere.

“Set fra et forretningsperspektiv er fly at sammenligne med ‘fabrikker’ på vinger, og bedre kapacitetsudnyttelse betyder færre timer på jorden og dermed lavere enhedsomkostninger, så vi kan reducere billetpriserne,“ forklarer airBaltic-direktøren.

Restruktureringsplan virker i Estland
Hos nabolandet i nord finder man Estonian Air, der tidligere har været tæt forbundet med dansk luftfart. Fra 1996 til 2003 var Maersk Air hovedaktionær i det estiske flyselskab, indtil SAS overtog aktieposten i 2003. I dag er SAS minoritetsaktionær med en ejerandel på blot 2,66 procent.

En anden dansk forbindelse er den nuværende administrerende direktør Jan Palmér, der tiltrådte den 1. november sidste år. Forud havde svenske Palmér været administrerende direktør for Cimber Sterling fra 1. november 2011 og indtil konkursen den 3. maj sidste år.

Men noget kunne tyde på, at Jan Palmér er lykkedes med at vende forretningen i Estonian Air, hvilket han ikke nåede at bevise i Cimber Sterling. I årets første ni måneder har Estonian Air realiseret et underskud på 6,1 mio. euro (46 mio. kroner), hvilket er 66 procent lavere end i samme periode året før.

Det er sket gennem en omfattende restrukturering, hvor antallet af ansatte er reduceret fra 301 til 168.

“Estonian Air har opnået balance i den primære forretning ved at tilpasse forretningen til et optimalt rutenetværk. Resultatet af de seneste to kvartaler viser, at vores restruktureringsplan virker,“ siger Jan Palmér i en kommentar til regnskabet for tredje kvartal.

Estonian Air har tilbageleveret selskabets Boeing 737-fly til leasingselskaberne og har i dag en flåde bestående af syv regionale fly, henholdsvis tre Bombardier CRJ900 og fire Embraer E170. Med disse fly er det hensigten at betjene de strategisk mest vigtige destinationer med to daglige rotationer.