BCD: Vi har flest online-bookinger

Mens flere erhvervsrejsebureauer hævder, at det ikke vil være muligt at drive andelen af online bookinger op over 50 procent, har BCD Travel allerede passeret dette mærke og stiler mod 75 procent.

Erhvervsrejsebureauerne Carlson Wagonlit Travel (CWT) og VIA Egencia har i en artikel på CHECK-IN.dk begge hævdet, at det vil blive vanskeligt at drive online-booking andelen op over 50 procent i de respektive rejsebureauer.

I dag har CWT en andel på omkring 30 procent, mens VIA Egencia ligger fem procent højere. En af de andre større aktører i markedet er BCD Travel, og her ser billedet noget anderledes ud.

“Vi har en adoption rate på 58 procent, og vi ser en naturlig begrænsning på omkring 75 procent af samtlige bookinger,“ siger kommerciel direktør Per Markussen til CHECK-IN.dk.

Han forklarer den markant høje adoption-rate med det selvudviklede Business Online-system, der giver mulighed for at foretage nogle billetkombinationer, som traditionelle systemer leveret af tredjepartsaktører ikke kan tilbyde. Her nævnes som eksempler kombination af flere billettyper i samme booking, reservation af bonusrejser, betaling via rejsekonto uanset valg af flyselskab samt andre særlige funktioner.

“Det er de færreste online reservationssystemer, der kan kombinere SAS og easyJet i samme booking, og den slags funktionalitet er med til at styrke online andelen hos vore kunder,“ mener Per Markussen.

Pres fra de rejsende
Selv indenfor BCD Travels globale netværk er de nordiske resultater en succeshistorie.

“Indenfor vores europæiske organisation har vi et prioriteringsmål, at 40 procent af samtlige billetter skal være reserveret online. Det mål har vi passeret for længe siden,“ konstaterer BCD-direktøren.

Per Markussen fortæller, at der kun er i Norden, at BCD Travel anvender det egenudviklede Business Online. I løbet af sensommeren vil systemet blive yderligere opgraderet i en ny og mere brugervenlig version, der kan anvendes på tablets og desuden er uafhængigt af browser-valg.

“Tendensen går i retning af, at flere rejsende vil bestille online. Jeg ser kunder, der begynder at ændre processerne i virksomheden. Omkring 75 procent af alle rejsende har adgang til en tablet, som de gerne selv vil booke på. Presset kommer fra de rejsende, og det stiller krav til virksomhederne,“ forklarer Per Markussen.