Bedre forhold fører til fyringer

En ombygning af lufthavnen i Kangerlussuaq for at skabe bedre forhold for passagererne, betyder afskedigelser blandt lufthavnens personale.

Intet er som bekendt så godt, at det ikke er skidt for noget. Det kan man skrive under på på Grønland. I Kangerlussuaq Lufthavn kommer en forbedring af forholdene for lufthavnens passagerer til at betyde, at der skal afskediges medarbejdere i lufthavnen.

Det handler ikke om at visse processer automatiseres eller at der indføres selvbetjeningsautomater i stil med dem, som Københavns Lufthavn får stadig flere af.

Det er derimod lufthavnens cafeteria, der skal udvides og moderniseres. Det nuværende cafeteria har nemlig svært ved at rumme det store antal transferpassagerer, der hver dag passerer gennem Grønlands primære udenrigslufthavn. Det er her passagerer hver dag blandt andet kommer ind med Air Greenlands store Airbus A330-fly fra København og flyver videre med Air Greenlands mindre fly og helikoptere.

Men for at få plads til det nye større cafeteria har de grønlandske lufthavnsmyndigheder, Mittarfeqarfiit, valgt at inddrage de arealer, hvor Hotel Kangerlussuaq har sin restaurant liggende. Det betyder, at restauranten lukker og at syv medarbejdere lukker. Hotellets restaurant har længe manglet et fornuftigt kundegrundlag, så det giver god mening at udvide cafeteriaets areal på bekostning af restauranten, fastslår Mittarfeqarfiit.

Økonomisk attraktivt
Parallelt med cafeteria-udvidelsen har Mittarfeqarfiit søsat en tre-årsplan, der skal gøre Hotel Kangerlussuaq til en profitabel virksomhed. Det kan i sidste ende føre til, at hotellet sælges eller bortforpagtes.

Det er Selvstyrets holdning, at Mittarfeqarfiit på sigt skal koncentrere indsatsen på lufthavnsdrift og i mindre grad på hoteldrift.

”Tre-årsplanen er således en del af bestræbelserne på at udvikle hotellet, så det bliver økonomisk attraktivt i forbindelse med et evt. salg eller en bortforpagtning,” siger Mittarfeqarfiits direktør Jens Lauridsen.