Begejstring over indenrigsspor

Jublen er stor blandt indenrigsflyselskaberne over, at deres rejsende nu får et særligt spor i sikkerhedskontrollen i CPH.

Fredag ved middagstid tager Københavns Lufthavn et nyt indenrigsspor i brug i lufthavnens sikkerhedskontrol. På den måde håber lufthavnen, at give de indenrigsrejsende en mere smertefri vej gennem sikkerhedskontrollen end det er tilfældet i dag, hvor rejsende til Bornholm skal stå i samme kø som de rejsende til Bangkok og Barcelona.

Reelt er der tale om, at Københavns Lufthavns nuværende Fast Track-spor, CPH Express, fremover også kan benyttes af de indenrigsrejsende, som udgør omkring seks procent af passagererne i lufthavnen.

Smitte positivt af
På trods af det, så kan flere indenrigsaktører nærmest ikke få armene ned over nyheden om det nye indenrigsspor.

”Det er en af de bedste nyheder, jeg har modtaget længe. Det er fornuftigt, at Københavns Lufthavn har lyttet til indenrigsselskabernes kritik. De til tider lange ventetider har været et irritationsmoment for de højfrekvente indenrigsrejsende,” siger administrerende direktør Lone Koch fra Alsie Express, der flyver mellem Sønderborg og København.

Lone Koch forventer, at passagererne fremover kan man ankomme til Københavns Lufthavn og checke-in 30 minutter før afgang og forvente at nå sit fly planmæssigt. Københavns Lufthavn regner nu med, at indenrigspassagererne får en ventetid på højst fem minutter i sikkerhedskontrollen.

”Nu kan man ligesom tidligere planlægge, hvornår man skal være i lufthavnen for at nå flyet til Sønderborg. Det er en nyhed, som alle har glæde af, og det kan smitte positivt af på de rejsende, der vælger at benytte flyet på Sønderborg-København ruten,” understreger Lone Koch.

Kæmpet højlydt
Det nye indenrigsspor vækker også begejstring hos Danish Air Transport, der flyver fra København til Bornholm og Karup.

”Det er fantastisk, at de rejsende nu ikke længere risikerer at stå længere tid i kø ved security, end selve flyveturen tager,” siger Jesper Rungholm, direktør for Danish Air Transport.

Han har været en af de mest højlydte kritikere af forholdene i Københavns Lufthavns sikkerhedskontrol siden indenrigs- og udenrigstrafikken blev lagt sammen for godt halvandet år siden.

Københavns Lufthavn har længe hårdnakket nægtet at lave et indenrigsspor. Det var faktisk ulovligt på den måde at forskelsbehandle indenrigs- og udenrigsrejsende, lød argumentationen i september sidste år fra lufthavnen.

Jesper Rungholm glæder sig over at CPH til sidst har lyttet.

”Vi har kæmpet højlydt for et specielt indenrigsspor siden sammenlægningen af indenrigs- og udenrigstrafikken. Det er meget glædeligt, at vi bogstaveligt talt endeligt har fået hul igennem, og nu kan tilbyde vores indenrigspassagerer at komme hurtigt og nemt igennem security i København,” siger Jesper Rungholm.

Se hvordan det virker
Omkring halvdelen af alle indenrigsrejsende fra Københavns Lufthavn har Aalborg stående som destination på deres boardingkort. Nyheden om åbningen af indenrigssporet vækker derfor også glæde i Aalborg Lufthavn.

Det er en rigtig god nyhed for alle indenrigsrejsende. Jeg vil glæde mig til at se hvordan det virker i praksis,” siger direktør for Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen, til CHECK-IN.dk.

 

 

Relaterede artikler:

CPH åbner indenrigsspor fredag

Minister til CPH: Lav det indenrigsspor hurtigst muligt

CPH overvejer indenrigsspor i sikkerhedskontrol

Pendlere og patienter løber slalom i CPH

Pendlere: Indenrigstrafik vil blive kvalt