FDR og CVR fra MS804. (Foto: CAA Egypt)

Begge “sorte bokse” fra MS804 er bjærget

Det er lykkedes et undervandsfartøj at bjærge memory-enheden fra begge “sorte bokse” fra Egyptair MS804, der styrtede i Middelhavet undervejs fra Paris til Cairo.

Torsdag den 19. maj forsvandt et Airbus A320-fly fra Egyptair undervejs fra Paris-CDG til Cairo. Flyet med rutenummer MS804 blev usynlig på radaren omkring 350 kilometer nord for den egyptiske havneby Alexandria. Flyveledelsen mistede kontakten med Airbus A320-flyet få minutter efter, at den græske flyvelederkontrol havde overgivet flyet til sine egyptiske kolleger.

Der blev sidenhen lokaliseret vragdele i Middelhavet tæt ved den græske ø Karpathos, der ligger sydøst for Kreta. Men havdybden i området er på flere kilometer, hvorfor det var nødvendigt for den egyptiske eftersøgningsstyrke at rekruttere hjælp fra internationale virksomheder.

Den 1. juni opfangede det franske skib “Laplace” signaler fra flyets sorte bokse. Det betød samtidig, at den egyptiske regering hyrede rederiet Deep Ocean Search (DOS) og skibet John Lethbridge, der har avanceret udstyr til dybtvandsundersøgelser. Den 10. juni var skibet fremme ved positionen, hvor man mente, at resterne af A320-flyet skulle findes, og der skulle kun gå seks dage før vraget var lokaliseret.

I torsdag kunne DOS-folkene hente flyets Cockpit Voice Recorder (CVR) ud af flyvraget, og i går fandt man frem til flyets Flight Data Recorder (FDR), der også blev bjærget fra flyvraget.

Kan tage uger
Dermed har den egyptiske undersøgelseskommission fået adgang til de to vigtigste brikker i det puslespil, der skal opklare, hvorfor MS804 pludseligt forsvandt fra en flyvehøjde på 37.000 fod (11.300 meter, red.).

De civile luftfartsmyndigheder i Egypten bekræftede i løbet af fredagen, at både CVR og FDR var blevet bjærget og bragt til Alexandria.

“Analysen af data fra de to enheder vil tage adskillige uger. Hvis memory-enhederne i begge optagere er i god stand, så vil vil umiddelbart starte udlæsning hos Havarikommissionen. Men hvis der er mindre skader på den ene eller begge enheder, vil vi forsøge at reparere dem lokalt. Hvis skaderne er omfattende, bliver vi nødt til at få reparationen gennemført med udenlandske eksperters hjælp under overvågning af undersøgelseskommissionen,” hed det fredag i en pressemeddelelse fra de egyptiske luftfartsmyndigheder.

De egyptiske myndigheder understreger, at den tekniske undersøgelse af årsagen til flyulykken ikke afsluttes efter fundet af de to sorte bokse, som i virkeligheden er orange. De vil stadig kun være en part i den omfattende proces, der skal afdække årsagen til det tragiske flystyrt.

 

Relaterede artikler:

Officielt: Vragdele fra Egyptair-fly er lokaliseret

Passagerfly forsvundet mellem Paris og Cairo

Flystyrt: 90 procent sikker på bombe

Flystyrt har kostet 224 mennesker livet