Behagelig Delta-lounge i Tampa

Generelt er amerikanske lounges meget ens og anderledes designet end europæiske. Tunge møbler, tæpper og dybe lænestole uden for meget dekoration. Delta Air Lines-loungen i Tampa er ingen undtagelse, men efter en renovering sidste år har Delta alligevel formået, at give loungen et lysere og blødere udtryk. Lune cookies Delta Sky Lounge har en betjent bar, hvor man kan bestille drikkevarer. Vand og kaffe er dog selvbetjening. Baren tilbyder et udvalg af øl, vine og spiritus uden betaling, men man kan også vælge såkaldte premium mærker, hvor der skal betales ekstra. Selv om de almindelige drikkevarer er gratis, skal man…

Bedømmelse

Total bedømmelse

Oversigt :
Plus: God placering. Nyrenoveret. Godt WiFi og lune cookies

Minus: Tungt interiør. Lidt mørkt. Begrænset udvalg af mad

Amerikanske Delta Air Lines tilbyder en god og behagelig lounge i Tampa lufthavnen i Florida. Meget amerikansk, men en nyrenovering har givet et friskt pust.

Generelt er amerikanske lounges meget ens og anderledes designet end europæiske. Tunge møbler, tæpper og dybe lænestole uden for meget dekoration. Delta Air Lines-loungen i Tampa er ingen undtagelse, men efter en renovering sidste år har Delta alligevel formået, at give loungen et lysere og blødere udtryk.

Lune cookies
Delta Sky Lounge har en betjent bar, hvor man kan bestille drikkevarer. Vand og kaffe er dog selvbetjening. Baren tilbyder et udvalg af øl, vine og spiritus uden betaling, men man kan også vælge såkaldte premium mærker, hvor der skal betales ekstra. Selv om de almindelige drikkevarer er gratis, skal man lige huske at give tjeneren som minimum en dollar i drikkepenge per genstand. Så husk at have nogle små sedler med.

Man spiser sig ikke mæt, men udvalget af snacks er fint. Min søde tand faldt for de lune cookies med hvid chokolade og tranebær. Faktisk bliver man mæt, da de var på størrelse med en underkop. Ud over kaloriebomberne serveres der friske grøntsager, chips, ost, kiks og dip.

God placering
Alle Deltas afgange afgår fra satellit E. Loungen ligger i den samme satellit lige efter sikkerhedskontrollen og meget tæt på de gates Delta benytter – maksimalt to minutter fra loungen.

Adgang til loungen kræver, at man viser sit pas eller amerikansk ID-kort og tilbydes rejsende i Deltas højeste bonusprogramniveau. Delta Air Lines er medlem af Skyteam-alliancen og derfor kan rejsende med eksempelvis guldkort fra AirFrance/KLM også få adgang, såfremt man har en billet med international destination samme dag. Det vil sige destinationer uden for USA.

Stillezone
Loungen ligger oven på afgangshallen og har derfor begrænset indfald af dagslys. Dette gør den noget mørk, men belysningen i loungen kompenserer delvis for dette. En stillezone med små arbejdsstationer giver mulighed for at klare lidt arbejde fra loungen. Måske burde disse stationer være placeret, eller tilbudt i den anden afdeling, da man ikke kan tale i telefon i stillezonen. Lidt upraktisk ikke at kunne tale, når man arbejder.

Et fint udvalg af amerikanske aviser og magasiner, samt TV-skærme for de fleste amerikanske sportsgrene og nyheder giver god mulighed for at slå ventetiden ihjel. Loungen har også et meget velfungerende og hurtigt WiFi.

Tredjestørst i Florida
Tampa International Airport servicerer Tampa Bay regionen, der er næststørst i solskinsstaten Florida, kun overgået af Miami-Dade regionen. Lufthavnen er tredjestørst i staten efter Miami og turistmagneten Orlando, og betjener i underkant af 17 millioner passagerer årligt. Delta Air Lines er største enkeltoperatør i lufthavnen. 25. september i år vil Lufthansa starte en direkte rute fra Frankfurt. British Airways flyver også direkte til lufthavnen fra London.

Delta opererer nærmest i timedrift til sin gigantiske hub i Atlanta, men også en række direkte ruter til Californien, New York og de øvrige Delta hubs i Detroit, Memphis og Minneapolis.

Plus: God placering. Nyrenoveret. Godt WiFi og lune cookies

Minus: Tungt interiør. Lidt mørkt. Begrænset udvalg af mad

Bedømmelse: 3 af 6 stjerner

Fakta boks
Betingelser for adgang (se evt. regler fra de enkelte flyselskaber og kortudstedere for regler omkring gæster)
  • Delta First Class passagerer og enkelte destinationer i Y-klasse
  • Sky Team Elite (eksempelvis Air France/KLM guld og platinum kort) med international afgang samme dag.
  • Øvrige muligheder se: https://www.delta.com/content/www/en_US/traveling-with-us/airports-and-aircraft/delta-sky-club/glossary-of-terms.html
Åbningstider Man – søn kl. 04:30 – 19:45
Placering 1. sal over afgangshall, satellit E ved gate E68
Mad Diverse snacks
Drikke Udvalg af varme og kolde drikkevarer
Toilet i lounge Ja
Bad Nej
Rygerum Nej
WiFi Ja
Mulighed for ombooking, ændring af sæde m.m. Ja
Website https://www.delta.com/skyclub/viewSkyClub_performRequest.action

Om anmelderen:
Joakim J. Hvistendahl er hvad, man kalder en Frequent Flyer. Med over 100 rejsedage om året, er han mangeårigt Guldmedlem hos SAS og Platinum-medlem i Flying Blue-programmet hos Air France-KLM. Joakim vil løbende anmelde lounges, flyselskabernes nye kabiner og sæder, samt sikre at læserne på CHECK-IN.dk får et frisk pust ude fra luftfartens virkelige verden. Joakim er oprindelig fra Norge, men har været bosat i Danmark siden 2002.