Trappetårnet i Billund Lufthavn (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

Billund i snak med selskaber fra hele verden

Luftfartsselskaber fra hele verden var interesserede i at snakke med Billund Lufthavn ved sidste uges ruteudviklingskonference i Sydafrika. Nye ruter kan være på vej allerede næste år.

I sidste uge var flyselskaber og lufthavne fra hele verden samlet til den årlige globale ruteudviklingskonference World Routes, der i år var henlagt til Durban i Sydafrika. Her prøver lufthavnene at gøre sig lækre overfor flyselskaberne for at tiltrække nye ruter.

Blandt deltagerne i Durban var Billund Lufthavn, der havde møder med 25 forskellige flyselskaber på bare tre dage. Og det var ikke kun selskaber fra Europa, men også fra Nordamerika, Mellemøsten og Sydøstasien. Så hvem ved. Måske blev kimen lagt til en ny rute fra Billund til Atlanta, Dubai eller Singapore om føje år.

Et hurtigt møde på en konference gør det dog ikke alene. Det er blot med til at åbne døren til et måske kommende selskab i lufthavnen. Nu venter det hårde benarbejde.

”På sådan nogle konferencer handler det om at få arbejde med hjem, og vi fik rigeligt at arbejde med. Måske udmønter noget sig i nye ruter allerede i sommeren 2016,” siger Jesper Klausholm, der er marketingchef i Billund Lufthavn.

En underserviceret region
Han glæder sig over, at det er lykkedes for lufthavnen at plante sig i bevidstheden hos rigtig mange flyselskaber.

”Der er generelt en øget interesse for Billund Lufthavn. Det er et resultat af at vi meget markant har markedsført Vestdanmark som en underserviceret region. Derfor ser vi en øget interesse fra både netværksselskaber og lavprisselskaber,” forklarer Jesper Klausholm.

Der er en klar rollefordeling mellem flyselskaber og lufthavne på en ruteudviklingskonference.

”Vi er i et marked, hvor luftfartsselskaberne er køberne og lufthavnene har noget at sælge,” understreger Jesper Klausholm.

Føler sig ikke snydt
Under konferencen meddelte det ungarske lavprisselskab Wizz Air, at de næste år placerer et sjette fly på sin base i Warszawa og åbner ruter til Reykjavik, Aberdeen, Bari og Bristol. Billund havde meget gerne set, at Wizz Air også havde valgt at åbne en rute mellem Warszawa og Billund.

”Det er dog ikke sådan at vi føler os snydt. De andre lufthavne stod bare højere oppe på Wizz Airs liste,” siger Jesper Klausholm.

Wizz Air har i løbet af 2015 åbnet to ruter til Billund og Jesper Klausholm er sikker på at der kommer flere til – og gerne en til Warszawa.

Foto: Morten Lund Madsen.