Trappetårnet i Billund Lufthavn (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Billunds indenrigsrute tilbage på fuld styrke

Tocifret passagervækst på indenrigsruten mellem København og Billund betyder, at passagertallet i juni var højere end før Cimber Sterlings konkurs.

Da Cimber Sterling den 3. maj 2012 gik konkurs, gik det hårdt udover indenrigsruten mellem Billund og København. Ruten var ubetjent i over 3 måneder, inden SAS ved hjælp af indlejede fly og besætning fra Cimber A/S fik genstartet flyvningen. Nu er ruten omsider tilbage på fuld styrke, og i juni måned har ruten endda overgået passagerantallet fra da Cimber Sterling opererede på ruten i 2011. Det afslører trafiktallene fra Billund Lufthavn for juni måned.
På ruten frem og tilbage mellem Billund og København fløj i alt 13.336 passagerer i juni måned 2014, hvilket sammenlignet med 11.226 passagerer året forinden giver en fremgang på hele 18,8 procent.
Da Cimber Sterling et lille år inden selskabets konkurs betjente ruten i juni 2011, var der 12.281 passagerer fra Billund til København. Det betyder, at indenrigsruten i 2014 overgår Cimbers rute fra 2011 med 1.055 passagerer – en procentvis forskel på otte procent.
SAS flyver i øjeblikket Billund-København fem gange om dagen hver vej på hverdage, men når vinterfartplanen fra slutningen af oktober træder i kraft, øges antallet til seks. Dette svarer til det antal flyvninger Cimber Sterling havde på ruten inden selskabets konkurs, og dermed vil indenrigsruten for alvor være tilbage på fuld styrke.
Fremgang at spore
I alt benyttede 292.244 passagerer Billund Lufthavn i juni, hvilket er en stigning på 3.727 passagerer og en vækstrate på 1,3 procent i forhold til 2013.
Også på den udenlandske rutetrafik var der fremgang at spore, idet 174.352 passagerer gik igennem tolden i Billund. Det giver en stigning på 7,5 procent, og dette forklarer lufthavnen med en kraftig vækst hos netværksflyselskaberne, hvor SAS, Lufthansa, Turkish Airlines, KLM og Icelandair har leveret størstedelen af væksten.
Derudover fortæller Billund Lufthavn i en pressemeddelelse, at Air Lituanicas nye sommerrute til Vilnius i Litauen er kommet godt fra land.
Skuffende chartertrafik
Til gengæld melder lufthavnen om et markant fald på 9.701 passagerer, eller 8,5 procent på chartertrafikken. I alt var der 103.788 charterpassagerer i juni måned. Ifølge Billund Lufthavn skyldes dette, at det store udbud i øjeblikket presser priserne helt i bund, og derfor har charterbureauerne valgt at tilpasse kapaciteten derefter. Samtidig starter sommerferien for mange først i slutningen af juni.
Den sene sommerferie gør, at Billund Lufthavn derimod skruer forventningerne i vejret til juli måned, som man håber på bliver den travleste i hele lufthavnens historie.

x

Læs Også

13 dramatiske Cimber Sterling-døgn

Der blev ikke sovet mange timer i de 13 døgn advokaterne kæmpede med konsekvenserne af Cimber Sterlings konkurs den 3. maj 2012.

Strid om forhandlingsret for Cimber-piloter

Cimber er i gang med at forhandle nye overenskomster med selskabets piloter. Der forhandles med Cimber Pilot Union udenom Dansk Pilotforening.

SAS har solgt Cimber-fly

SAS har solgt Cimbers 11 CRJ900-fly, som CityJet ikke ønskede at beholde efter købet af Cimber.

Wetleasing sparer årligt SAS for 400 mio. kroner

Outsourcing af regionale flyvninger til Cimber, CityJet, Flybe og Jet Time har i det seneste regnskabsår sparet SAS for 400 mio. kroner.

CityJet bekræfter ordre på SAS-fly

Irske CityJet har bestilt de nye CRJ900-fly, som skal bruges til at flyve for SAS, når CityJet overtager Cimber og skifter flyflåden ud.

Trailer kørte ind i SAS-fly

En tre ton tung trailer fra Københavns Lufthavn beskadigede kort før jul et CRJ900-fly fra Cimber. Flyet er stadig ude af drift.