(Foto: Ryanair)

Blær kan være selvmål for Ryanair

Ryanair har på det seneste kaldt sig Danmarks hurtigst voksende flyselskab. Det kan vise sig at være et selvmål i forhold til sagen i Arbejdsretten, hvor selskabet gør meget ud af, at de er irske.

Ryanair har de sidste uger udsendt tre pressemeddelelser, hvor fire ord kan vise sig at resultere i et gigantisk selvmål for det irske lavprisselskab i den verserende sag i Arbejdsretten mod LO om indgåelsen af overenskomster for piloter og kabinepersonale på selskabets nye base i Københavns Lufthavn.

I indledningerne af pressemeddelelserne har Ryanair i alle tre tilfælde udråbt sig selv til at være “Denmarks fastest growing airline“, som oversat til dansk bliver til “Danmarks hurtigst voksende flyselskab“.

Ryanair fremlægger dog ikke dokumentation for at de er landets hurtigst voksende flyselskab. Det er dog heller ikke så vigtigt i denne sammenhæng.

På irske fly
Et er påstandens rigtighed. Noget andet er selve formuleringen – uanset om den er korrekt eller ej.

For et af Ryanairs argumenter i Arbejdsretten er nemlig, at de er et irsk selskab og at piloter og kabinepersonale arbejder ombord på irske fly. Og derfor giver det ifølge Ryanair ikke nogen mening, at det irske selskab skal tegne en dansk overenskomst.

Men i pressemeddelelserne er Ryanair altså pludselig et dansk selskab. Og den formulering har LO’s advokater bemærket og påpeget overfor dommeren i Arbejdsretten.

Fremlægge beviser
I forrige uge afgjorde Arbejdsretten, at EU-domstolen ikke skal involveres i sagen. Ryanair havde ellers ønsket, at EU skulle tage stilling til lovligheden af den danske model. Det blev afvist af Arbejdsretten, der har indkaldt til domsforhandling den 15. juni. Her vil Ryanair og LO skulle føre vidner og fremlægge beviser, der peger i deres retning.

Arbejdsretten kan vælge at komme med en afgørelse samme dag. Den kan også den 15. juni vælge at annoncere hvornår den forventer, at kunne afsige en dom.

Hvis LO og fagbevægelsen får grønt lys til at indlede sympatikonflikter, så vil det kunne lamme Ryanairs operation i Københavns Lufthavn, da de så ikke vil kunne få lastet og losset kufferter, tanket sine fly og lignende.

Ryanair har siden marts fløjet mellem København og Dublin, Milano-Bergamo, Warszawa-Modlin og London-Luton henholdsvis en, en, to gange dagligt.

Det har torsdag ikke været muligt at få en kommentar fra Ryanair.