Borgermøde om jernbane til Billund Lufthavn

Trafikstyrelsen vil på et borgermøde i aften fortælle om fordele og ulemper ved at vælge letbane eller togbane til Billund Lufthavn. Selv er lufthavnen ikke i tvivl om hvad de vil have.

I aften sætter omkring 130 borgere fra Billund og omegn sig til rette i Billund Centeret til et borgermøde om den kommende baneforbindelse fra Vejle til Billund Lufthavn og Billund by. Borgermødet, der er arrangeret af Trafikstyrelsen, kommer under to måneder efter at Regeringen sammen med Enhedslisten og Dansk Folkeparti på Christiansborg indgik et stort trafikforlig.

I forliget blev parterne enige om, at der etableres en baneforbindelse mellem Vejle og Billund, og at der afsættes 750 mio. kroner til projektet, som gerne skal stå færdig omkring 2019 – 2020. Partierne mener, at en banebetjening af Billund vil bidrage til et generelt løft af den kollektive trafik i Midt- og Østjylland samt skabe sammenhæng mellem landsdelstrafikken og mellem byer som Vejle, Herning og Billund.

Regeringen, der på det tidspunkt bestod af SF, Socialdemokratiet og de radikale, var sammen med Enhedslisten opsatte på, at der konkret skulle være tale om en jernbane fra Billund over Billund Lufthavn til Jelling, hvor den kunne blive koblet på den eksisterende togbane mellem Vejle og Herning.

Men for at gå med i forliget forlangte Dansk Folkeparti, at det også blev undersøgt, hvad det vil koste at etablere en letbane fra Vejle midtby til Billund.

Nu er Trafikstyrelsen så gået i gang med at høre lokale borgere, myndigheder og virksomheder om deres ønsker og indvendinger. Og styrelsen har travlt. Allerede til april skal de præsentere forligskredsen for et oplæg om fordele og ulemper ved letbanealternativet.

Letbane hurtigere
Både jernbanen og letbanen vil komme forbi terminalen i Billund Lufthavn og på den måde give lufthavnen en helt ny kollektiv trafikforbindelse. Med letbanen vil man kunne komme fra Vejle til lufthavnen på 23 minutter. Med tog via Jelling vil det tage 29 minutter.

Alligevel er lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen ikke i tvivl om hvilken løsning han foretrækker.

”Vi tror mest på værdien af en egentlig jernbane fra Jelling, som vil blive koblet op på det overordnede tognet,” siger Kjeld Zacho Jørgensen til CHECK-IN.dk.

Jelling-forbindelsen vil på sigt gøre det muligt eksempelvis at etablere en direkte togforbindelse fra Sjælland og Fyn til Billund Lufthavn. En letbane vil kun køre til Vejle, hvor man så skal stige om til traditionelle tog.

Op til Herning
Endnu inden banen er etableret, er Kjeld Zacho Jørgensen i fuld gang med at tænke på næste skridt.

”Jelling-løsningen med en traditionel jernbane giver mulighed for på sigt at svinge banen op ad og forlænge den op til Herning,” påpeger lufthavnsdirektøren, der også drømmer om en togforbindelse fra Aarhus over Hedensted til lufthavnen og Billund.

Ifølge trafikstyrelsens foreløbige beregninger, så vil en jernbaneforbindelse fra Jelling til Billund Lufthavn og Billund by koste omkring 750 mio. kroner og tiltrække 1 mio. passagerer om året. Letbanen vil koste mere end 1,2 mia. kroner, men forventes kun at få 600.000 årlige passagerer.