Brændende mobiltelefon tvang fly til landing

Et CRJ900-fly fra tyske Eurowings måtte i sidste uge sikkerhedslande på grund af en brændende mobiltelefon.

Strømforsyningen i mobiltelefoner, bærbare computer og digitale kameraer er typisk et lithium-batteri. Men den type batteri kan i nogle ekstreme situationer kortslutte og selvantænde.

Det skete torsdag i sidste uge, da et Canadair CRJ900-fly var på vej fra Krakow til Stuttgart som rutenummer 4U 2735 på vegne af Lufthansa-datterselskabet Germanwings.

I forbindelse med nedstigningen mod Stuttgart Lufthavn gik der ild i en mobiltelefon hos en af passagererne. Flyets piloter udsendte et “mayday“ nødopkald og anmodede flyvelederne om at evakuere flyet på landingsbanen.

Lufthavnen stoppede alle afgående fly og gjorde bane 25 klar til en sikkerhedslanding. Da flyet var landet, besluttede kaptajnen at lade passagererne forlade flyet ad den sædvanlige udgang ned til ventende busser, der transporterede passagererne til terminalen.

Slukkes mest effektivt med sand
Ifølge Aviation Herald var bane 25 spærret i 20 minutter, mens sikkerhedslandingen blev afviklet.

Der forlyder intet om, hvordan branden i mobiltelefonen blev slukket. Det kan ofte være vanskeligt at slukke brande i lithium-batterier med de sædvanlige brandbekæmpelsesmidler, og den allerbedste metode er at bruge sand til en effektiv slukning.

Brand i lithium-batterier tages ganske seriøst af flyselskaberne, og eksempelvis indførte de amerikanske myndigheder for nogle får år siden et forbud mod at have ekstra lithium-batterier til computere i indskrevet bagage på rejser til og fra USA.

CRJ900-flyet fra Eurowings blev stående i Stuttgart i 20 timer efter landing, inden det blev sat i drift igen. En del af den lange ventetid skyldes angiveligt, at det blev nødvendigt med et natstop og dermed en ny besætning.