Britisk lufthavnsstrejke lurer

Omkring 500 ansatte i London Heathrow og to andre britiske lufthavne truer med at nedlægge arbejdet i morgen og juleaftensdag.

Flere tusinde flypassagerer kan få deres juleferie og julerejser forstyrret af en strejke, som medarbejderne i handlingselskab dnata har truet med at gennemføre den 23. og 24. december, i morgen og i overmorgen, i tre britiske lufthavne.

Det er omkring 460 medarbejdere på handlingselskabets baser i London Heathrow, London Gatwick og Manchester Airport, der truer med at trække strejkevåbnet, hvis ikke dnata sætter sig til forhandlingsbordet, så parterne kan få løst en strid om arbejdsvilkår.

Ejet af Dubai
Dnata’s største kunder i de tre britiske lufthavne er Emirates, Virgin Atlantic, Cathay Pacific, Qatar Airways, Iran Air, Turkish Airlines, Saudi Arabian Airways, New Zealand Airways, Pakistan International Airlines, US Airways, Eva Air, Qantas Airways og Oman Airways.

Selskabet er en del af Emirates Group, der også tæller flyselskabet Emirates og har emiratet Dubai som ejer. Dnata har 20.000 ansatte i 37 lande verden over. Heraf er de 6.500 beskæftiget i Dubai International Airport, hvor selskabet er lufthavnens primære handlingselskab.