Cimber får hjælp fra svensk søsterselskab

Da Cimber Sterling i øjeblikket har kapacitetsproblemer, har det været nødvendigt at leje fly med besætninger af det svenske søsterselskab Skyways for at kunne gennemføre trafikprogrammet.

Cimber Sterling har en langsigtet plan om at ensrette flyflåden, således at der bliver færre flytyper, end det er tilfældet i dag.

Men i det kommende sommertrafikprogram er det nødvendigt for Cimber Sterling at gå den modsatte vej, idet kapacitetsproblemer har tvunget selskabet til atindleje fly med besætninger fra det svenske søsterselskab Skyways, der også er ejet af Mansvell Enterprises.

Det betyder, at Cimber Sterling fra den 25. marts og foreløbigt frem til udgangen af maj måned vil benytte Fokker F50 turbopropfly på indenrigsruterne.

“Fokker 50-flyet skal operere for os på indenrigs i hverdagene, samtidig med, at det flyver to daglige rundture for Skyways mellem. Karlstad og København. Indtil nu har Fokkeren været ”parkeret” i CPH mellem de to rundture til Karlstad, men nu skal den i stedet bruges til at flyve to daglige indenrigs rundture for os,“fortæller COO Jørgen Nielsen.

Embraer-fly på ruter til Prag og Norrköping

Men det bliver ikke kun Fokker F50-flyene, der skal flyve for Cimber Sterling.

I hele sommertrafikprogrammet fra slutningen af marts frem til slutningen af oktober måned vil et brasiliansk Embraer ERJ 145 fly fra Skyways flyve for Cimber Sterling på ruterne fra København til Prag og Norrköping.

“Det har længe været hensigten at samarbejde tættere med svenske Skyways og udnytte de synergier, der kan være i at udnytte hinandens flykapacitet. Det gør vi nu, samtidig med, at vi får en ekstra tiltrængt kapacitet ind på et tidspunkt, hvor vi har en del fly til vedligehold,“ forklarer Jørgen Nielsen om baggrunden for at lade det svenske selskab operere fly på Cimber Sterlings rutenet.

Både Fokker F50-flyet og Embraer 145 har plads til 50 passagerer i Skyways-versionen. Det samme antal sæder som Cimber Sterling har i de problemfyldte CRJ200-fly.