Cirklede syv timer i luften med syg passager

Et Airbus A330-fly fra Turkish Airlines cirklede i fredags i syv timer nær Istanbul for at nå ned på den rette landingsvægt, da en passager var blevet syg umiddelbart efter starten.

Det sker af og til, at civile passagerfly må afbryde en flyvning og søge til nærmeste lufthavn, hvis en passager ombord bliver så syg, at det kræver læge- og hospitalsbehandling.

Dette var tilsyneladende tilfældet på Turkish Airlines rutenummer TK035, der i fredags netop havde forladt Istanbul Atatürk Airport med kurs mod Montreal i Canada. Umiddelbart efter opstigningen i A330-flyet fik en 16-årig pige et epileptisk anfald, hvorefter piloterne besluttede sig for at returnere til den tyrkiske storlufthavn.

Problemet var blot, at flyet var fuldt tanket til den 10 timer lange flyvning til Montreal, hvorfor det ville være nødvendigt at cirkle i et stykke tid for at brænde flybrændstof, så flyet kunne få reduceret landingsvægten for at undgå, at bremserne ville blive overophedede ved landingen.

Men tilsyneladende ønskede flyets piloter at bringe vægten af flyet relativt langt ned, for der gik samlet syv timer og 21 minutter fra flyet havde sluppet asfalten i Atatürk-lufthavnen til det var nede igen.

10 timer forsinket
I mellemtiden var pigens tilstand blevet forbedret, og piloterne havde tilsyneladende relativt hurtigt indset, at forsinkelsen alligevel ville kræve en ny besætning for at gennemføre flyvningen til Montreal på grund af hviletidsbestemmelserne, hvorfor der blev brugt den nødvendige tid i luften – og måske lidt mere til.

“En 16-årig pige på vores flyvning TK035 til Montreal den 13. oktober blev syg umiddelbart efter afgang, og da helbredet hos vores passagerer er af yderste vigtighed, besluttede vi at returnere til Istanbul. Flyet er nu i en ventepostion, indtil det når en sikker landingsvægt. Vores team er blevet informeret om, at tilstanden hos vores passager er meget god. Vi vil skifte besætning og klargøre flyet til en ny flyvning til Montreal,” lød det i en erklæring fra det tyrkiske flyselskab, mens A330-flyet stadig var i luften.

Turkish Airlines valgte at lade det oprindelige fly (TC-JOA) blive på jorden efter landingen, mens et reservefly (TC-JNZ) blev sendt afsted mod Montreal med en forsinkelse på 10 timer.

 

Relaterede artikler:

Piloter blev luftsyge

Fly med 11 syge besætningsmedlemmer

Fly måtte vende om med syg besætning

Otte kabineansatte blev syge på Lufthansa-flyvning